Gordon was back from Africa after a

Gordon was back from Africa after another year in the bush and we met in a pub, as usual. I always met my friends in a pub. They understood. Janet had kicked up a fuss, also as usual. "Don't you dare come home drunk, or you'll sleep in the garden shed ... " A lot more like that, stuff I'd been hearing for the last thirty years.
I took him to The Islander this time—new management, an ex-sailor and his wife from Barra, nice couple. Good beer too, and the crowd was mostly from the West, so the accents were the lilting English of the West Highlands and some Gaelic from the Islanders. Gordon was just the same, tanned and lean, maybe a little more grey. He stuck his hand out and I shook it, embarrassed.
"Oh, sorry," he said. "I keep forgetting. Been overseas too long." In Scotland, you shake hands with someone once, and that's enough for life. You don't have to do it again.
"That's all right," I said. "What'll you have?"
He gazed at the bar signs. "They've changed all the names. What on earth is McEwen's Eighty Shilling Ale?"
"The old Export. New name. Still tastes the same though. Fancy a pint of that?"
He nodded, and I pushed through to the bar to watch the glasses being filled. One reason I came here regularly was that Donald and Kirsty still scraped the foam off with a tongue depressor and re-filled the glass until there was no more than a quarter of an inch on top of the beer.
Gordon raised his glass in salute. "Slainthe." He took a long slow swallow and groaned with pleasure. "Man, man. That's just pure nectar." His accent always seemed to change with the first pint. The English softened and the Highland grew more pronounced until, at the end of the evening, it was as if he had never left Ardnamurchan.
That first pint brought him up to date with the old crowd, what was left of them, when we'd all been students together and closer than brothers and the whole world had beckoned.
Sam had died. Heart attack. Bill Crowder was killed in a particularly stupid car crash. Jim MacDonald had made enough on the market to retire to Corfu. Of all of us bright young men from all over Britain, Gordon was the only one who had really lived the dream, who had travelled to exotic places and led an adventurous life. We’d all meant to, had talked about it constantly over innumerable pints of McEwen’s in many bars, but somehow we had been side-tracked by marriage, family, life. Gordon and I had kept in touch mostly through Christmas cards and a visit every year or so when he came to Scotland on leave.
The second pint was football, start to finish. Rangers and Celtic, Aberdeen the upstarts, Gordon's old favourites from the Highland League, Inverness Clachnacudden, and bloody Hearts the heartbreakers.
Occasionally someone would drop by, be introduced, and exchange a few words. They had all heard about Gordon from me.
On the third pint, it got personal.
"How are the kids?" he asked. "And Janet?"
"Aileen had her second in the Spring, a girl this time. George says that's enough, and he's going to get himself gelded. Isabel is still in Glasgow, working hard, being a career woman."
"And Janet?" he prompted.
"Janet is just the same as ever."
Gordon grunted, noncommittal. "When was the last time you had some of your friends over to the house?"
He meant my own friends, the old crowd, not Janet's bridge and music society lot.
"About two years after we got married." I glared at him. "I don't want to talk about it. My life's not worth talking about. Tell me about Africa."
So he told me stories of the stately elephants who strolled past him unconcerned, and the occasional lone bull who wanted to show the human who was boss, and of meeting snakes in the bush and walking carefully round the ones that were too lazy to move, the puffadders and Gaboon vipers. And how one day he lifted a beer crate in his cook tent to find a black mamba curled underneath, frightened and ready to kill. "What did you do?"
"I dropped the crate on it, quick." He grinned. "Who says too much beer can't hurt you?" He signalled Kirsty for refills, and she brought them, smiling. She never served customers at the tables. Gordon's magic obviously still worked.
Some of the stories I had heard before, but there were always enough new ones to hold me spellbound. I filed them away in my memory, to use in the pubs for the next year until he came back with more.
"We came across a country bus that had hit a landmine. Left over from the war, one of the ones they didn't find and clear." His eyes got dark as he remembered. "Two people killed outright, and six injured, two badly." He swallowed hard, gripping his glass until his knuckles whitened. "Luckily some of my crew had worked in the deep gold mines in South Africa and were very good with first aid. They saved them."
"Aren't you worried about hitting a mine yourself?"
He shook his head. "Not really. It doesn't take much to mineproof a Landrover." He grinned. "Buy yourself one tomorrow, and I'll have it mineproofed within a couple of days if I can get my hands on a welding kit. You'll be the only bloke in Scotland driving around in a mineproof 'Drover. Janet would love it."
I must have gone pale at the thought of showing such a beast to my everloving wife. He laughed.
"I really envy you, though, Gord. Damn, but you live an exciting life. Nothing ever happens in Edinburgh." I sighed. "I can spend whole evenings in the pub telling people about my mate Gordon who hunts for diamonds in the bush and deserts of Africa. I tell them your stories about snakes and elephants, and strangers think at first that it's really me who has been there and done all that."
I drained my beer, grabbed both glasses, and moved towards the bar for a refill.
When I got back to the table, he was leaning against the cushions, his eyes blank.
I slid the glass in front of him. "How’s Susan?"
He looked uncomfortable. "She left me. About a year ago now. Couldn't take the excitement any more." His voice was suddenly bitter.
He hunched forward. "You want to know how exciting my job really is?" He stared into my eyes. The beer was working on him, but he wasn't drunk. "I’ve never told you this before. Ashamed, I suppose. I go out in the morning, as soon as it's light. I line up two stakes a few hundred metres apart, on a compass bearing, and start walking from one to the other. Every five paces, I dig a pound or so of soil out of the ground, put it in a little plastic bag, mark the bag with a code, and drop it on the ground for my crew to collect. Then I walk five more paces, and do the same again. And again. And again."
He sipped his beer, and his voice took on a harsh tone. "And when I reach the other stake, I move it twenty metres sideways, my crew moves the first one twenty metres sideways, and I do the same thing all over again. All bloody morning, with a break for breakfast. Then I stop for lunch and a siesta while it’s too hot to work, and then I do the same thing again in the afternoon. All bloody afternoon. Until it's dark."
His hands were clenched into fists. "That's the exciting world of a diamond exploration geologist. That's what you're really missing."
I was appalled. This was a side of him that I'd never seen, never heard. "But .... I thought you sometimes really did find diamonds. How ... ?"
"Oh, yes. We find diamonds. But not me, personally. That's the job of the follow-up crews, who go after the areas the laboratory says look good." He drank some more. "And you think your job is monotonous. Thank Christ for the snakes and the landmines and the occasional rogue elephant. Otherwise, I'd have shot myself years ago from sheer bloody boredom."
I was silent for a time—we both were. It was a revelation to me, that he thought his job was tedious even with the hot tropical sun and the smell of the red dust of Africa, with the dung-beetles busily cleaning up the bush behind the animals and the Batteleur Eagles soaring overhead.
Boring? My job was the boring one, working on electronics all day, making up songs and playing my guitar in the house while Janet was out with her social peers, or drinking in the pubs with my mates whenever she was at home. Sometimes I'd combine the two and play and sing to a borrowed guitar on open mic. nights in one of the folk pubs. I shivered suddenly. If Janet ever found out about that ... The shame of it, she'd say.
"Mac," he said at last. "There's something else I've never mentioned to you. You'll maybe think it's daft." He hesitated, then gathered his courage visibly about him and plunged on. "In Africa, in my field camps, my crew know all your songs. Remember that one you made up about the Hornbill and the crazy way it flies, and the way it sits at the side of the road when you drive past?" He recited softly. "Crouched in the dust with the world spinning by, fearful of living and frightened to die."
This was hitting far too close to home. I’d been writing as much about myself as about the Hornbill. But I nodded, and he continued. "I taped some of your songs, remember, a few years ago, and my field assistant translated them into Shangaan. It's close enough to Zulu and Fanakalo, so everybody can understand. Costa is a great singer; most Shangaans are. You're a hit in the African bush, old son. They call you Hlabela lo Ngoma - the Singer of Songs."
He banged his glass down suddenly. "Why don't you come out for a visit, man. I'll take some leave and we'll tour the country for a month or so, visit Vic Falls and the Ruins and the Wankie Game Reserve, maybe even drive over to the Okavango in Botswana if we’ve time, see elephant and lion and possibly some leopard if we're lucky. I have a big paraffin fridge that I lash onto the bed of the 'Drover for steaks and cold beer. We'll camp out in the bush and look for gold nuggets and fish for trout in the mountains and do some real bundu bashing in the Landrover. What do you say?"
I laughed, more in surprise than anything else. Me, a disillusioned electronics techie and occasional folk

Resultater (Dansk) 1:

Gordon var tilbage fra Afrika efter endnu et år i bushen og vi mødtes i en pub, som sædvanlig. Jeg mødte altid mine venner i en pub. De forstod. Janet havde sparket op en ballade, også som sædvanlig. "Ikke tør du kom fuld hjem, eller du vil sove i haven skuret... "En meget mere som det ting jeg ville blevet hørelse i de sidste tredive år.Jeg tog ham til The Islander denne gang — ny ledelse, en ex-sømand og hans kone fra Barra, smukt par. God øl, og publikum var mest fra vest, så accenter var den melodiøst engelsk af det vestlige højland og nogle Gælisk fra øboerne. Gordon var bare det samme, garvet og lean, måske lidt mere grå. Han stak sin hånd ud og jeg rystede den, flov."Åh, undskyld," sagde han. "Jeg opbevare forgetting. Været oversøisk for lang. " I Skotland, du ryste hænder med en person én gang, og det er nok for livet. Du behøver ikke at gøre det igen."Det er okay," sagde jeg. "Hvad vil du have?"Han stirrede på baren tegn. "De har ændret alle navne. Hvad i alverden er Mcewens firs Shilling Ale?""Den gamle eksport. Nyt navn. Stadig smager det samme selv. Fancy en pint af der?"Han nikkede, og jeg skubbede bar at se glassene bliver fyldt. En af grundene til jeg kom her regelmæssigt var at Donald og Steffen stadig skrabet skum ud med en tunge depressor og re fyldt glas, indtil der var ikke mere end en fjerdedel af en tomme på toppen af øllet.Gordon rejste sit glas i salute. "Slainthe." Han tog en lang langsom svale og stønnede med glæde. "Mand, mand. Det er bare ren nektar." Hans accent syntes altid at ændre sig med den første pint. Engelske blødgjort og Highland voksede mere udtalt indtil slutningen af aftenen, det var som om han aldrig havde forladt Ardnamurchan.Den første pint bragt ham op til dato med gamle publikum, hvad der var tilbage af dem, når vi havde alle været elever sammen og tættere end brødre og hele verden havde vinkede.Sam var død. Hjerteanfald. Bill Crowder blev dræbt i en særlig dumme bilulykke. Jim MacDonald havde gjort nok på markedet til at trække sig tilbage til Korfu. Alle sammens lyse unge mænd fra hele Storbritannien var Gordon den eneste, der virkelig havde levet den drøm, der havde rejst til eksotiske steder og førte en eventyrlig liv. Vi havde alle betød at, havde talt om det hele tiden over utallige pints af McEwen's i mange barer, men en eller anden måde havde vi været sidespor af ægteskabet, familie, livet. Gordon og jeg havde holdt kontakten mest gennem julekort og et besøg hvert år eller så når han kom til Skotland på orlov.Den anden pint var fodbold, start til slut. Rangers og Celtic, Aberdeen upstarts, Gordons gamle favoritter fra Highland League, Inverness Clachnacudden og blodige hjerter heartbreakers.Lejlighedsvis nogen ville falde, blive indført, og udveksle et par ord. De havde alle hørt om Gordon fra mig.På den tredje pint fik det personlige."Hvor er børnene?" spurgte han. "Og Janet?""Aileen havde sin anden i foråret, en pige denne gang. George siger der er nok, og han vil få selv hanhest. Isabel er stadig i Glasgow, arbejder hårdt, at være en karriere kvinde.""Og Janet?" han bliver bedt om."Janet er bare det samme som nogensinde."Gordon gryntede, uforpligtende. "Hvornår var sidste gang du havde nogle af dine venner til huset?"Han mente mine egne venner, gamle publikum, ikke Janet's bridge og musik samfund masse."Omkring to år efter vi blev gift." Jeg stirrede på ham. "Jeg ønsker ikke at tale om det. Mit livs ikke værd at tale om. Fortæl mig om Afrika."Så han fortalte mig historier af de statelige elefanter, der slentrede forbi ham ubekymret, og den lejlighedsvise lone bull, der ville vise de menneskelige, der var chef, og møde slanger i bushen og gå forsigtigt rundt dem, der var for doven til at flytte, puffadders og Gaboon hugorme. Og hvordan en dag han løftede en øl kasse i sin cook teltet for at finde en sort mamba krøllet nedenunder, bange og klar til at dræbe. "Hvad gjorde du?""Jeg faldt kasse, hurtig." Han grinede. "Hvem siger for meget øl ikke kan såre dig?" Han signalerede Kirsty genopfyldninger, og hun bragte dem, smiler. Hun har aldrig tjent kunder ved bordene. Gordon's magic naturligvis stadig arbejdede.Nogle af historierne jeg havde hørt før, men der var altid nok nye til at holde mig tryllebundet. Jeg indgav dem væk i min hukommelse, til brug i pubberne for det næste år, indtil han kom tilbage med mere."Vi stødte på en land-bus, som havde ramt en landmine. Overs fra krigen, et af dem, de ikke gjorde finde og klare." Hans øjne blev mørkt, som han huskede. "To personer dræbt på stedet, og seks såret, to dårligt." Han slugte hårdt, gribende sit glas, indtil hans knoerne hvide. "Heldigvis nogle af mine hjælpere havde arbejdet i de dybe gold miner i Sydafrika og blev meget godt med førstehjælp. De gemte dem.""Ikke er du bekymret over at have ramt en mine dig selv?"Han rystede på hovedet. "Ikke rigtig. Det tager ikke meget for at mineproof en Landrover." Han grinede. "Købe dig en i morgen, og jeg vil have det mineproofed inden for et par dage hvis jeg kan få mine hænder på en svejsning kit. Du vil være den eneste fyr i Skotland kører rundt i en mineproof ' Drover. Janet ville elske det."Jeg må have gået bleg ved tanken om viser sådan et bæst til min everloving kone. Han lo."Jeg virkelig misunder dig selv, Gord. Damn, men du lever et spændende liv. Intet sker nogensinde i Edinburgh." Jeg sukkede. "Jeg kan tilbringe hele aftenen i pub fortæller folk om min makker Gordon, der jagter for diamanter i bush og ørkener i Afrika. Jeg fortæller dem dine historier om slanger og elefanter, og fremmede synes i første omgang, det er virkelig mig, der har været der og gjort alt dette."Jeg drænet min øl, greb begge briller, og flyttede til baren for en refill.Da jeg kom tilbage til bordet, han lænet mod puder, øjnene tom.Jeg gled glas foran ham. "Hvordan er Susan?"Han kiggede ubehageligt. "Hun forlod mig. Omkring et år siden nu. Kunne ikke tage spændingen mere." Hans stemme var pludselig bitter.Han krum frem. "Du ønsker at vide, hvordan spændende mit job virkelig er?" Han stirrede ind i mine øjne. Øllet arbejder på ham, men han var beruset. "Jeg har aldrig fortalt dig det før. Flov, jeg formoder. Jeg går ud om morgenen, så snart det er lys. Jeg line up to stakes få hundrede meter fra hinanden, på en kompas pejling, og begynde at gå fra den ene til den anden. Hver femte skridt, jeg grave en pund eller så jord op af jorden, sætte det i en lille plastikpose, markere taske med en kode, og slip den på jorden i min besætning til at indsamle. Så jeg gå fem flere skridt, og gøre det samme igen. Og igen. Og igen."Han nippede sin øl, og hans stemme tog på en barsk tone. "Og når jeg når de andre spil, jeg flytter det tyve meter sidelæns, min besætning flytter den første en tyve meter sidelæns, og jeg gøre det samme over det hele igen. Alle blodig morgen, med en pause til morgenmad. Så stop jeg for frokost og en siesta, mens det er for varmt til at arbejde, og så jeg gør det samme igen i eftermiddag. Alle blodige eftermiddag. Indtil det er mørke."Hans hænder var knyttede til næver. "Det er en spændende verden af en diamant udforskning geolog. Det er, hvad du virkelig mangler. "Jeg var rystet. Det var en side af ham, som jeg aldrig havde set, aldrig hørt. "Men... Jeg troede, du nogle gange virkelig fandt diamanter. Hvordan...? ""Åh, ja. Vi finde diamanter. Men ikke mig personligt. Der er en opgave for de opfølgende besætninger, der går efter de områder laboratoriet siger ser godt." Han drak nogle flere. "Og du tror, dit job er ensformigt. Takke Kristus for slanger og landminerne og lejlighedsvis rogue elefant. Ellers, jeg ville have skudt mig selv år siden fra sheer blodige kedsomhed."Jeg var tavs en tid — vi begge var. Det var en åbenbaring for mig, at han tænkte sit job var kedelig selv med den varme tropiske sol og lugten af det røde støv i Afrika, med de møg-biller travlt oprydning bush bag dyrene og Batteleur Eagles skyhøje overhead.Kedeligt? Mit job var den kedelig, arbejder på elektronik hele dagen, der udgør sange og spille min guitar i huset, mens Janet var ude med sin sociale peers eller drikke i pubber med mine kammerater, hver gang hun var hjemme. Sommetider ville jeg kombinere de to og spille og synge til en lånt guitar på open mic. overnatninger i en af de folkelige pubber. Jeg rystede pludselig. Hvis Janet nogensinde fundet ud af om der... Skammen over det, hun ville sige."Mac," sagde han omsider. "Er der noget andet jeg har aldrig nævnt for dig. Du vil måske synes det er åndssvagt." Han tøvede, derefter samlet sit mod synligt om ham og kastet på. "I Afrika, i min felt lejre, mine hjælpere ved alle dine sange. Husk at du lavet om Hornbill og den skøre vej det flyver, og måde det sidder på siden af vejen, når du kører forbi?" Han fremsagde sagte. "Krøb i støv med verden spinding af, bange for levende og bange for at dø."Dette var at ramme alt for tæt på hjemmet. Jeg havde været at skrive så meget om mig selv som om Hornbill. Men jeg nikkede, og han fortsatte. "Jeg tapede nogle af dine sange, Husk, et par år siden, og min felt assistent oversat dem til Shangaan. Det er tæt nok på Zulu og Fanakalo, så alle kan forstå. Costa er en fantastisk sanger; de fleste Shangaans er. Du er et hit i den afrikanske bush, gamle søn. De kalder du Hlabela lo Ngoma - sanger sange."Han slog sit glas ned pludseligt. "Hvorfor ikke du kommer ud for et besøg, mand. Jeg vil tage nogle ferie, og vi vil turnere landet for en måned eller så, besøge Vic Falls og ruinerne og Wankie Game Reserve, måske endda køre over til Okavango i Botswana, hvis vi har tid, se elefant og løven og muligvis nogle leopard hvis vi er heldige. Jeg har en stor paraffin køleskab, at jeg lash på sengen af den ' Drover for bøffer og kolde øl. Vi campere i bushen og kigge efter guldklumper og fisk for ørred i bjergene og gøre nogle reelle bundu bashing i Landrover. Hvad siger du?"Jeg lo mere i overraskelse end noget andet. Mig, en desillusioneret elektronik techie og lejlighedsvis folkemusik

Resultater (Dansk) 2:

Gordon var tilbage fra Afrika efter et år i bushen og vi mødtes i en pub, som sædvanlig. Jeg mødte altid mine venner i en pub. De forstod. Janet havde sparket op vrøvl, også som sædvanlig. "Kan du ikke tør komme hjem beruset, eller du vil sove i haveskur ..." En masse mere som det, ting, jeg havde hørt i de sidste tredive år.
Jeg tog ham til The Islander denne tids- ny ledelse, en ex-sømand og hans kone fra Barra, nice par. God øl også, og mængden var hovedsagelig fra Vesten, så accenter var lilting engelsk af det vestlige højland og nogle gælisk fra Islanders. Gordon var på samme måde, garvet og mager, måske lidt mere grå. Han stak sin hånd ud, og jeg rystede det, flov.
"Åh, undskyld," sagde han. "Jeg holde glemmer. Været i udlandet for længe." I Skotland ryste dig hænder med en person én gang, og det er nok for livet. Du behøver ikke at gøre det igen.
"Det er okay," sagde jeg. "Hvad vil du have?«
Han stirrede på bar skilte. "De har ændret alle de navne. Hvad i alverden er McEwen s Eighty Shilling Ale?«
»Den gamle Export. Nyt navn. Stadig smager det samme selv. Fancy en pint af det?"
Han nikkede, og jeg skubbede igennem til baren at se briller bliver fyldt. En af grundene jeg kom her regelmæssigt, var, at Anders og Kirsty stadig skrabet skummet af med en tunge depressor og re-fyldte glasset indtil der ikke var mere end en fjerdedel af en tomme på toppen af øl.
Gordon hævede sit glas i hilsen. "Slainthe." Han tog en lang langsom svale og stønnede med glæde. "Mand, mand. Det er bare ren nektar." Hans accent altid syntes at ændre sig med den første fadøl. Den engelske blødgjort og Highland voksede mere udtalt indtil i slutningen af aftenen, det var som om han aldrig havde forladt Ardnamurchan.
Det første pint bragte ham ajour med den gamle publikum, hvad der var tilbage af dem, når vi d alle været elever sammen og tættere end brødrene og hele verden havde kaldt.
Sam var død. Hjerteanfald. Bill Crowder blev dræbt i en særlig dum bilulykke. Jim MacDonald havde gjort nok på markedet til at trække sig tilbage til Korfu. Af os alle lyse unge mænd fra hele Storbritannien, Gordon var den eneste, der havde virkelig levet drømmen, der var rejst til eksotiske steder og førte et eventyrligt liv. Vi vil alle betød at, havde talt om det hele tiden i løbet af utallige pints af McEwen er i mange barer, men på en måde vi havde været side-sporet af ægteskab, familie, livet. Gordon og jeg havde holdt kontakten hovedsagelig gennem julekort og et besøg hvert år eller så da han kom til Skotland på orlov.
Den anden pint var fodbold, start til slut. Rangers og Celtic, Aberdeen de opkomlinge, Gordons gamle favoritter fra Highland League, Inverness Clachnacudden og blodige hjerter de Heartbreakers.
Lejlighedsvis nogen ville falde med, blive introduceret, og udveksle et par ord. De havde alle hørt om Gordon fra mig.
På den tredje pint, det fik personligt.
"Hvor er børnene?" spurgte han. "Og Janet?«
»Aileen havde hendes anden i foråret, en pige denne gang. George siger, det er nok, og han kommer til at få sig selv kastreret. Isabel er stadig i Glasgow, arbejder hårdt, at være en karriere kvinde.«
»Og Janet ? " han bedt om det.
"Janet er bare det samme som nogensinde."
Gordon gryntede, uforpligtende. "Hvornår var sidste gang du havde nogle af dine venner over til huset?«
Han mente mine egne venner, den gamle publikum, ikke Janets bro og musik samfund parti.
"Om to år efter vi blev gift." Jeg stirrede på ham. "Jeg ønsker ikke at tale om det. Mit liv er ikke værd at tale om. Fortæl mig om Afrika."
Så han fortalte mig historier om de statelige elefanter, som bartenderen forbi ham ubekymret, og lejlighedsvis enlige tyr, der ønskede at vise den menneskelige der var chef, og at møde slanger i bushen og omhyggeligt walking runde dem, der var for doven til at bevæge sig, de puffadders og Gaboon hugorme. Og hvordan han en dag løftede en ølkasse i hans kok telt for at finde en sort mamba krøllet nedenunder, skræmt og klar til at dræbe. "Hvad gjorde du?"
"Jeg droppede kassen på det, hurtigt." Han grinede. "Hvem siger for meget øl, kan ikke skade dig?" Han signalerede Kirsty om opfyldninger, og hun bragte dem, smilende. Hun har aldrig tjent kunder ved bordene. Gordons magi naturligvis stadig arbejdede.
Nogle af de historier, jeg havde hørt før, men der var altid nok nye til at holde mig tryllebundet. Jeg indgav dem væk i min hukommelse, der skal bruges i pubber for det næste år, indtil han kom tilbage med mere.
"Vi stødte på et land bus, der havde ramt en landmine. Tilovers fra krigen, en af dem, de didn ' t finde og klart. " Hans øjne blev mørkt, da han huskede. "To mennesker dræbt direkte, og seks såret, to dårligt." Han slugte hårdt, gribende sit glas indtil hans knoer hvide. "Heldigvis nogle af min besætning havde arbejdet i de dybe guldminer i Sydafrika og var meget godt med førstehjælp. De reddede dem.«
»Er du ikke bekymret for at ramme en mine selv?«
Han rystede på hovedet. "Ikke rigtig. Det tager ikke meget at mineproof en Landrover." Han grinede. "Køb dig en i morgen, og jeg vil have det mineproofed inden for et par dage, hvis jeg kan få mine hænder på en svejse kit. Du vil være den eneste fyr i Skotland kører rundt i en mineproof" Drover. Janet ville elske det .
"Jeg må være gået bleg ved tanken om at vise sådan et bæst til min everloving kone. Han lo.
"Jeg misunder dig, selv om, Gord. Damn, men du lever et spændende liv. Intet nogensinde sker i Edinburgh." Jeg sukkede. "Jeg kan tilbringe hele aftenen i pubben fortæller folk om min kammerat Gordon, der jagter for diamanter i bushen og ørkenen i Afrika. Jeg fortæller dem dine historier om slanger og elefanter, og fremmede tror først, at det er virkelig mig, der har været der og gjort alt det.
"Jeg drænet min øl, greb begge briller, og bevæget sig i retning af baren til en opfyldning.
Da jeg kom tilbage til bordet, han lænet mod puderne, hans øjne blanke.
Jeg gled glasset foran ham. "Hvor er Susan?«
Han så ubehageligt. "Hun forlod mig. Omkring et år siden nu. Kunne ikke tage spændingen mere." Hans stemme var pludselig bitter.
Han foroverbøjet frem. "Du ønsker at vide, hvor spændende mit job egentlig er?" Han stirrede ind i mine øjne. Øllet arbejdede på ham, men han var ikke beruset. "Jeg har aldrig fortalt dig det før. Skamme sig, tror jeg. Jeg går ud i morgen, så snart det er lys. Jeg line up to stakes et par hundrede meter fra hinanden, på et kompas bærende, og begynde at gå fra den ene til den anden. Hvert femte skridt, jeg grave et pund eller deromkring af jord ud af jorden, sætte det i en lille plastikpose, markere taske med en kode, og slip den på jorden for min besætning til at indsamle. Derefter gå jeg flere fem gangarter, og gøre det samme igen. Og igen. Og igen.
«Han nippede sin øl, og hans stemme fik en barsk tone. "Og når jeg nå den anden stav, jeg flytte den tyve meter sidelæns, min besætning flytter de første en tyve meter sidelæns, og jeg gør det samme igen. Alle blodig morgen, med en pause til morgenmad. Så jeg stoppe for frokost og en siesta, mens det er for varmt til at arbejde, og så gør jeg det samme igen om eftermiddagen. Alle blodig eftermiddag. Indtil det er mørkt.
"Hans hænder var knyttede til næver. "Det er den spændende verden af en diamant udforskning geolog. Det er, hvad du virkelig mangler."
Jeg var rystet. Det var en side af ham, at jeg aldrig havde set, aldrig hørt. "Men .... Jeg troede, du til tider virkelig fandt diamanter. Hvordan ...?"
"Åh, ja. Vi finder diamanter. Men ikke mig personligt. Det er en opgave for de opfølgende besætninger, der går efter områder laboratoriet siger se godt ud. " Han drak nogle flere. "Og du tror dit job er ensformigt. Tak Kristus for slangerne og landminer og lejlighedsvis slyngelstater elefant. Ellers ville jeg have skudt mig selv år siden fra ren og skær blodige kedsomhed."
Jeg tav en time-vi begge var. Det var en åbenbaring for mig, at han troede, at hans job var kedelig, selv med den varme tropiske sol og duften af det røde støv af Afrika, med gødning-biller travlt oprydning bushen bag dyr og Batteleur Eagles skyhøje overhead.
Kedelig? Mit job var den kedelige én, der arbejder på elektronik hele dagen, hvilket gør op sange og spille min guitar i huset, mens Janet var ude med sine sociale jævnaldrende, eller drikker i pubber med mine kammerater, når hun var hjemme. Nogle gange ville jeg kombinere de to og spille og synge til en lånt guitar på open mic. nætter i en af de folkemusik pubber. Jeg rystede pludselig. Hvis Janet nogensinde fundet ud af om det ... Den skam det, ville hun sige.
"Mac," sagde han til sidst. "Der er noget andet, jeg har aldrig nævnt for dig. Du vil måske synes, det er forrykt." Han tøvede, så samledes sit mod synligt om ham og kastet på. "I Afrika, i mit område lejre, min besætning kender alle dine sange. Husk, at en du gjort op om Hornbill og den skøre måde den flyver, og den måde, det sidder ved siden af vejen, når du kører forbi?" Han reciterede sagte. "Krøb i støvet med verden spinning ved, bange for at leve og bange for at dø."
Det var at ramme alt for tæt på hjemmet. Jeg havde været at skrive så meget om mig selv som om Hornbill. Men jeg nikkede, og han fortsatte. "Jeg tapede nogle af dine sange, så husk, et par år siden, og min felt assistent oversatte dem til Shangaan Det er tæt nok på Zulu og Fanakalo, så alle kan forstå Costa er en stor sanger,... De fleste Shangaans er Du er et hit i den afrikanske bush, gamle søn De kalder dig Hlabela lo Ngoma -.. Singer of Songs
"Han slog sit glas ned pludseligt. "Hvorfor kommer du ikke ud for et besøg, mand. Jeg vil tage nogle orlov, og vi vil turnere landet i en måned eller deromkring, kan du besøge Vic Falls og ruinerne og Wankie Game Reserve, måske endda køre over til Okavango i Botswana, hvis vi har tid, se elefant og løve og muligvis nogle leopard, hvis vi er heldige. Jeg har en stor paraffin køleskab, som jeg lash på sengen af "Drover til steaks og kolde øl. Vi lejr ud i bushen og se efter guldklumper og fisk efter ørred i bjergene og gøre nogle reelle Bundu bashing i Landrover. Hvad siger du?
«Jeg lo, mere forundret end noget andet. Mig, en desillusioneret elektronik techie og lejlighedsvis folkemusik

Resultater (Dansk) 3:

gordon var tilbage fra afrika efter et år i junglen, og vi mødtes i en pub, som sædvanlig.jeg har altid mødt mine venner på en pub.de forstod.janet havde sparket lidt ballade, også som sædvanlig. "du vover ikke at kom fuld hjem, eller du vil sove i haveskur... "mere sådan, ting, jeg har hørt i de sidste tredive år. "jeg tog ham med til øbo denne gang nye forvaltnings -,en forhenværende sømand og hans kone fra barra, flot par.god øl, og folk var for det meste fra vesten, så den accent var rytmisk engelsk i det vestlige højland og gælisk fra øboere.gordon var den samme, garvet og magert, måske lidt mere gråt.han stak sin hånd ud og jeg rystede den, flov. "" undskyld, "sagde han."jeg bliver ved med at glemme.har boet i udlandet for længe.- i skotland, du ryste hænder med en gang, og det er nok for liv.du behøver ikke at gøre det igen. "" det er okay, "sagde jeg."hvad vil du have? ""han stirrede på den bar tegn."de har skiftet alle navne.hvad i alverden er mcewen er firs shilling øl? "
"den gamle eksport.nyt navn.smager stadig den samme.vil du have en øl til? ""han nikkede.og jeg skubbede til bar at se det glas er fyldte.en af grundene til, at jeg kom her regelmæssigt var, at donald og kirsty stadig har skummet væk med en træspatel og fyldt glasset, indtil der ikke var mere end en halv centimeter på toppen af øl.
gordon hævede hans glas i honnør. "slainthe. "han tog en lang langsomt sluge og stønnede med glæde."mand, mand.det er bare ren nektar. "hans accent, altid synes at ændre sig med den første øl.den engelske blød og highland voksede mere udtalt, indtil udgangen af den aften, var det, som om han aldrig havde forladt ardnamurchan. "det første øl bragte ham til dato med det gamle slæng, hvad der var tilbage af dem, da vi var alle blevet studerende sammen og tættere end brødre og hele verden havde bad."sam døde.hjerteanfald.bill crowder blev dræbt i en særlig åndssvagt bilulykke.jim macdonald havde gjort nok på markedet til at trække sig tilbage til korfu.for os alle kvikke unge mænd fra hele storbritannien, gordon var den eneste, der virkelig havde levet drømmen, der var rejst til eksotiske steder og førte en eventyrlysten.vi ville alle mente at,