An hour and forty-five minutes befo

An hour and forty-five minutes before Nazneen's life began - began as it would proceed for quite some time, that is to say uncertainly - her mother Rupban felt an iron fist squeeze her belly. Rupban squatted on a low three-legged stool outside the kitchen hut. She was plucking a chicken because Hamid's cousins had arrived from Jessore and there would be a feast. 'Cheepy-cheepy, you are old and stringy,' she said, calling the bird by name as she always did, 'but I would like to eat you, indigestion or no indigestion. And tomorrow I will have only boiled rice, no parathas.'
She pulled some more feathers and watched them float around her toes. 'Aaah,' she said. 'Aaaah. Aaaah.' Things occurred to her. For seven months she had been ripening, like a mango on a tree. Only seven months. She put those things that had occurred to her aside. For a while, an hour and a half, though she did not know it, until the men came in from the fields trailing dust and slapping their stomachs, Rupban clutched Cheepy-cheepy's limp and bony neck and said only coming, coming to all enquiries about the bird. The shadows of the children playing marbles and thumping each other grew long and spiky. The scent of fried cumin and cardamom drifted over the compound. The goats bleated high and thin. Rupban screamed white heat, red blood.
Hamid ran from the latrine, although his business was unfinished. He ran across the vegetable plot, past the towers of rice stalk taller than the tallest building, over the dirt track that bounded the village, back to the compound and grabbed a club to kill the man who was killing his wife. He knew it was her. Who else could break glass with one screech? Rupban was in the sleeping quarters. The bed was unrolled, though she was still standing. With one hand she held Mumtaz's shoulder, with the other a half-plucked chicken.
Mumtaz waved Hamid away. 'Go. Get Banesa. Are you waiting for a rickshaw? Go on, use your legs.'
Banesa picked up Nazneen by an ankle and blew disparagingly through her gums over the tiny blue body. 'She will not take even one breath. Some people, who think too much about how to save a few takas, do not call a midwife.' She shook her hairless, wrinkled head. Banesa claimed to be one hundred and twenty years old, and had made this claim consistently for the past decade or so. Since no one in the village remembered her birth, and since Banesa was more desiccated than an old coconut, no one cared to dispute it. She claimed, too, one thousand babies of which only three were cripples, two were mutants (a hermaphrodite and a humpback), one a stillbirth and another a monkey- lizard- hybrid- sin- against- God- that- was- buried- alive- in- the- faraway- forest- and- the- mother- sent- hence- to- who- cares- where. Nazneen, though dead, could not be counted among these failures, having been born shortly before Banesa creaked inside the hut.
'See your daughter,' Banesa said to Rupban. 'Perfect everywhere. All she lacked was someone to ease her path to this world.' She looked at Cheepy-cheepy lying next to the bereaved mother and hollowed her cheeks; a hungry look widened her eyes slightly although they were practically buried in crinkles. It was many months since she had tasted meat, now that two young girls (she should have strangled them at birth) had set up in competition.
'Let me wash and dress her for the burial,' said Banesa. 'Of course I offer my service free. Maybe just that chicken there for my trouble. I see it is old and stringy.'
'Let me hold her,' said Nazneen's aunt, Mumtaz, who was crying.
'I thought it was indigestion,' said Rupban, also beginning to cry.
Mumtaz took hold of Nazneen, who was still dangling by the ankle, and felt the small, slick torso slide through her fingers to plop with a yowl onto the bloodstained mattress. A yowl! A cry! Rupban scooped her up and named her before she could die nameless again.
Banesa made little explosions with her lips. She used the corner of her yellowing sari to wipe some spittle from her chin. 'This is called a death-rattle,' she explained. The three women put their faces close to the child. Nazneen flailed her arms and yelled, as if she could see this terrifying sight. She began to lose the blueness and turned slowly to brown and purple. 'God has called her back to earth,' said Banesa, with a look of disgust.
Mumtaz, who was beginning to doubt Banesa's original diagnosis, said, 'Well, didn't He just send her to us a few minutes ago? Do you think He changes His mind every second?'
Banesa mumbled beneath her breath. She put her hand over Nazneen's chest, her twisted fingers like the roots of an old tree that had worked their way above ground. 'The baby lives but she is weak. There are two routes you can follow,' she said, addressing herself solely to Rupban. 'Take her to the city, to a hospital. They will put wires on her and give medicines. This is very expensive. You will have to sell your jewellery. Or you can just see what Fate will do.' She turned a little to Mumtaz to include her now, and then back to Rupban. 'Of course, Fate will decide everything in the end, whatever route you follow.'
'We will take her to the city,' said Mumtaz, red patches of defiance rising on her cheeks.
But Rupban, who could not stop crying, held her daughter to her breast and shook her head. 'No,' she said, 'we must not stand in the way of Fate. Whatever happens, I accept it. And my child must not waste any energy fighting against Fate. That way, she will be stronger.'
'Good, then it is settled,' said Banesa. She hovered for a moment or two because she was hungry enough, almost, to eat the baby but after a look from Mumtaz she shuffled away back to her hovel.
Hamid came to look at Nazneen. She was wrapped in cheesecloth and laid on an old jute sack on top of the bedroll. Her eyes were closed and puffed as though she had taken two hard punches.
'A girl,' said Rupban.
'I know. Never mind,' said Hamid. 'What can you do?' And he went away again.
Mumtaz came in with a tin plate of rice, dal and chicken curry.
'She doesn't feed,' Rupban told her. 'She doesn't know what to do. Probably it is her Fate to starve to death.'
Mumtaz rolled her eyes. 'She'll feed in the morning. Now you eat. Or you are destined to die of hunger too.' She smiled at her sister-in-law's small sad face, all her features lined up, as ever, to mourn for everything that had passed and all that would come to pass.
But Nazneen did not feed in the morning. Nor the next day. The day after she turned her face away from the nipple and made gagging noises. Rupban, who was famous for crying, couldn't keep up with the demand for tears. People came: aunts, uncles, cousins, brothers, nephews, nieces, in-laws, village women and Banesa. The midwife dragged her bent feet across the hard mud floor of the hut and peered at the infant. 'I have heard of one child who would not feed from the mother but was suckled by a goat.' She smiled and showed her black gums. 'Of course, that was not one of my babies.'
Hamid came once or twice, but at night he slept outside on a choki. On the fifth day, when Rupban in spite of herself was beginning to wish that Fate would hurry and make up its mind, Nazneen clamped her mouth around the nipple so that a thousand red-hot needles ran through Rupban's breast and made her cry out for pain and for the relief of a good and patient woman.
As Nazneen grew she heard many times this story of How You Were Left To Your Fate. It was because of her mother's wise decision that Nazneen lived to become the wide-faced, watchful girl that she was. Fighting against one's Fate can weaken the blood. Sometimes, or perhaps most times, it can be fatal. Not once did Nazneen question the logic of the story of How You Were Left To Your Fate. Indeed she was grateful for her mother's quiet courage, her tearful stoicism that was almost daily in evidence. Hamid said - he always looked away as he spoke - your mother is naturally a saint. She comes from a family of saints. So when Rupban advised her to be still in her heart and mind, to accept the Grace of God, to treat life with the same indifference with which it would treat her, Nazneen listened closely with her large head tilted back and her cheeks slack with equanimity.
She was a comically solemn child.
'How is my precious? Still glad you came back to life?' said Mumtaz when she had not seen her for a couple of days.
'I have no complaints or regrets to tell you,' said Nazneen. 'I tell everything to God.'
What could not be changed must be borne. And since nothing could be changed, everything had to be borne. This principle ruled her life. It was mantra, fettle and challenge. So that when, at the age of thirty-four, after she had been given three children and had one taken away, when she had a futile husband and had been fated a young and demanding lover, when for the first time she could not wait for the future to be revealed but had to make it for herself, she was as startled by her own agency as an infant who waves a clenched fist and strikes itself upon the eye.
Her sister Hasina, born only three days after Banesa passed away (one hundred and twenty years old then and for evermore), listened to no one. At the age of sixteen when her beauty was becoming almost unbearable to own or even to look at, she eloped to Khulna with the nephew of the saw-mill owner. Hamid ground his teeth and an axe besides. For sixteen hot days and cool nights he sat between the two lemon trees that marked the entrance to the compound. For that time his only occupation was throwing stones at the piebald dogs that scavenged in the dump just beyond, and cursing his whore-pig daughter whose head would be severed the moment she came crawling back. Those nights, Nazneen lay awake listening to the rattling of the corrugated tin roof, starting at the owl calls that no longer sounded like owls but more like a girl felled by an axe on the back of her neck. Hasina did not c

Resultater (Dansk) 1:

En time og 45 minutter før Jimmis liv begyndte - begyndte som det ville fortsætte i temmelig lang tid, det vil sige usikkert - hendes mor Rupban følte en jernnæve klemme hendes mave. Rupban satte sig på hug på en lav trebenede skammel udenfor køkken hytte. Hun knipse et kylling, fordi Hamids fætre var ankommet fra Jessore og der ville være en fest. «Cheepy-cheepy, du er gammel og trævlet,» sagde hun og kaldte fuglen ved navn, som hun altid gjorde, "men jeg vil gerne spise dig, fordøjelsesbesvær eller ingen fordøjelsesbesvær. Og i morgen vil jeg kun har kogt ris, ingen parathas.» Hun trak nogle flere fjer og iagttog dem flyde omkring sine tæer. «Aaah,» sagde hun. "Aaaah. AAAAH.» Ting skete for hende. For syv måneder havde hun modning, ligesom en mango på et træ. Kun syv måneder. Hun sætte disse ting, der var sket hende til side. For et stykke tid, en time og en halv, selvom hun ikke vidste det, indtil mændene kom fra felterne trailing støv og slapping deres maver, Rupban greb Cheepy-cheepy's halte og knoklet hals og sagde kun kommer, kommer alle henvendelser om fuglen. Skyggen af børnene spille marmorkugler og dunkende hinanden voksede lange og strittende. Duften af stegt spidskommen og kardemomme gled over sammensat. Gederne brægede høj og tynd. Rupban skreg white varme, røde blod. Hamid løb fra latrin, selvom hans forretning var ufærdig. Han løb på tværs af køkkenhave, forbi tårne af ris stilk højere end den højeste bygning, over den grusvej, som afgrænset landsby, tilbage til sammensat og greb en klub for at dræbe den mand, der drab hans kone. Han vidste det var hende. Hvem ellers kunne bryde glas med et skrig? Rupban var i de soverum. Sengen var rullede, selvom hun stadig stående. Med den ene hånd holdt hun Mumtazs skulder, med den anden en halv-plukket kylling. Mumtaz vinkede Hamid væk. «Gå. Få Banesa. Venter du en rickshaw? Gå, bruge dine ben. "Banesa tog Jimmi af en ankel og blæste nedsættende gennem hendes tandkød over den lille blå krop. «Hun vil ikke tage endnu ét åndedrag. Nogle mennesker, der tænker for meget om hvordan man kan spare et par takas, ikke kalder en jordemoder. " Hun rystede på hovedet hårløse, rynkede. Banesa hævdede at være et hundrede og tyve år gammel, og havde gjort denne påstand konsekvent for det sidste årti eller deromkring. Da ingen i landsbyen huskede hendes fødsel, og da Banesa var mere udtørret end en gammel kokos, ingen brød sig at bestride den. Hun hævdede også tusind børn hvoraf kun tre var krøblinge, to var mutanter (en hermafrodit og en pukkelhval), en et dødfødsel og en anden en abe-øgle-hybrid-synd-mod-Gud-at-var-begravet-i live-i-the-fjerntliggende-skov-og-the-mor-sendt-derfor-til-der-cares-hvor. Jimmi, kunne selvom døde, ikke blive medregnet blandt disse fejl, efter at have været født kort før Banesa creaked inde i hytten. «Se din datter, sagde Banesa til Rupban. "Perfekt overalt. Alle hun manglede var nogen til at lette hendes vej til denne verden. " Hun kiggede på Cheepy-cheepy liggende ved siden af den sørgende mor og udhulet kinderne; en sulten look udvidet hendes øjne lidt, selv om de blev næsten begravet i crinkles. Det var mange måneder, da hun havde smagt kød, nu, hvor to unge piger (hun skal have kvalt dem ved fødslen) havde sat i konkurrence. "Lad mig vaske og klæde hende til begravelsen," sagde Banesa. «Selvfølgelig tilbyder jeg min service gratis. Måske netop det kylling der for mine problemer. Jeg ser det er gamle og trævlet.»"Lad mig holde hende," sagde Jimmis tante, Jeppe, der græd. «Jeg troede, det var fordøjelsesbesvær,» sagde Rupban, også begynder at græde. Mumtaz tog fat i Oles, der var stadig dinglende ved anklen, og følte det lille, fikse torso dias gennem hendes fingre til at plop med en hyle op på det blodbesudlede madras. En hyle! Et råb! Rupban skovlede hende op og kaldte hende før hun kunne dø navnløse igen. Banesa lavet små eksplosioner med hendes læber. Hun brugte hjørnet af sin gulfarvning sari til at tørre nogle spyt fra hagen. «Dette kaldes en døden-rattle,» forklarede hun. De tre kvinder sætte deres ansigter tæt på barnet. Jimmi flailed armene og råbte, som om hun kunne se dette skræmmende syn. Hun begyndte at miste blueness og vendte sig langsomt til brun og lilla. "Gud har kaldet hende tilbage til jorden," sagde Banesa, med et udseende af væmmelse. Mumtaz, der var begyndt at tvivle på Banesas oprindelige diagnose, sagde, "Nå, ikke han bare sende hende til os et par minutter siden? Tror du han ændrer sin mening hvert sekund?' Banesa mumlede under hendes ånde. Hun lægger sin hånd over Jimmis bryst, fingrene snoet som rødderne af et gammelt træ, der havde arbejdet sig vej over jorden. «Baby liv, men hun er svag. Der er to veje du kan følge, "sagde hun og adressering sig udelukkende til Rupban. «Tage hende til byen, for at et hospital. De vil sætte ledninger på hende og give medicin. Dette er meget dyrt. Du bliver nødt til at sælge dine smykker. Eller du kan bare se hvad skæbne vil gøre. " Hun vendte sig lidt til Mumtaz medtage hende nu, og derefter tilbage til Rupban. «Selvfølgelig skæbne vil beslutte alt i sidste ende, uanset hvilken rute du følge.»"Vi vil tage hende til byen," sagde Mumtaz, røde pletter af defiance stiger på hendes kinder. Men Rupban, der ikke kunne stoppe gråd, holdt sin datter til hendes bryst og rystede på hovedet. "Nej," sagde hun, "vi skal ikke stå i vejen for skæbne. Uanset hvad der sker, accepterer jeg det. Og mit barn skal ikke spilde nogen energi kæmper mod skæbne. På den måde vil hun være stærkere. "«Godt, så det er afgjort,» sagde Banesa. Hun svævede et øjeblik eller to, fordi hun var sulten nok, næsten, at spiser barnet, men efter et kig fra Mumtaz hun blandes lager tilbage til sit skur.Hamid kom til at se på Jimmi. Hun var svøbt i ostelærred og lagt på en gammel jute sæk oven på bedroll. Hendes øjne var lukkede og pustede som om hun havde taget to hårde slag. «En pige,» sagde Rupban. «Jeg kender. Pyt, «sagde Hamid. "Hvad kan du gøre?" Og han gik væk igen. Mumtaz kom ind med en hvidblik ris, dal og kylling karry. «Hun ikke foder,» fortalte Rupban hende. «Hun ikke ved hvad de skal gøre. Nok det er hendes skæbne at sulte ihjel. «» Mumtaz rullede hendes øjne. «Hun vil feed om morgenen. Nu spiser du. Eller du er dømt til at dø af sult for.» Hun smilede til sin søster-in-law's lille trist ansigt, alle sine funktioner, linet op, som nogensinde, for at sørge for alt, hvad der var passeret, og alle, der ville komme til at passere. Men Jimmi foder ikke i morgen. Heller ikke den næste dag. Dagen efter hun vendte ansigtet væk fra brystvorten og gjort gagging lyde. Rupban, som var berømt for gråd, kunne ikke holde trit med efterspørgslen efter tårer. Folk kom: tanter, onkler, fætre, brødre, nevøer, niecer, svigerforældre, landsbyen kvinder og Banesa. Jordemoderen trukket hendes bøjet fødder over hårde mudder bunden af hytten og kiggede på spædbarnet. «Jeg har hørt om et barn, der ikke ønsker foder fra moderen, men blev Diet af en ged.» Hun smilede og viste sin sort tandkød. 'Jo, der var ikke en af mine babyer.' Hamid kom en gang eller to gange, men om natten sov han udenfor på en choki. På den femte dag, da Rupban trods hun var begyndt at ønsker at skæbne ville skynde sig og danne sig sin mening, afklemt Jimmi munden omkring brystvorten så tusind rødglødende nåle løb gennem Rupbans bryst og gjorde hende græde for smerter og til lindring af en god og tålmodig kvinde. Da Jimmi voksede hørt hun mange gange denne historie om hvordan du blev venstre til din skæbne. Det var på grund af hendes mors klog beslutning at Jimmi levede at blive wide-faced, vagtsom pigen, at hun var. Kæmper mod sin kan skæbne svække blodet. Nogle gange, eller måske kan de fleste gange, det være fatalt. Ikke engang Jimmi sætter spørgsmålstegn ved konsekvenserne af historien om, hvordan du var venstre til din skæbne. Hun var faktisk taknemmelig for sin mors stille mod, sin grædende Stoicisme, der var næsten dagligt i beviser. Hamid sagde - han altid kiggede væk, som han talte - din mor er naturligvis en helgen. Hun kommer fra en familie af helgener. Så når Rupban rådede hende til at være stadig i sit hjerte og sind, for at acceptere Guds nåde til behandle liv med samme ligegyldighed, som det ville behandle hende, Jimmi lyttet nøje med hendes store hoved skrå tilbage og hendes kinder slack med sindsro. Hun var en komisk højtidelige barn. "Hvor er min ædle? Stadig glad for du kom tilbage til livet? «sagde Mumtaz, når hun ikke havde set hende for et par dage. «Jeg har ingen klager eller beklager at fortælle dig,» sagde Jimmi. «Jeg fortælle alt til Gud.» Hvad kunne ikke ændres skal afholdes. Og da intet kunne ændres, alt skulle afholdes. Dette princip regerede hendes liv. Det var mantraet, fettle og udfordring. Så, at når, i en alder af fire og tredive, efter hun havde fået tre børn og havde taget væk, når hun havde en nytteløs mand og havde været uvægerlig en ung og krævende elsker, når for første gang hun ikke kunne vente for fremtiden at blive afsløret, men var nødt til at gøre det for sig selv, hun blev så forskrækket af hendes egen agenturet som et spædbarn, der bølger en knyttede næve og slår sig på øjet. Hendes søster Hasina, født kun tre dage efter Banesa gik bort (et hundrede og tyve år gamle derefter og i al evighed), lyttede til ingen. I en alder af seksten når sin skønhed var ved at blive næsten uudholdelig at eje eller endda til at kigge på, hun løbet bort til Khulna med nevø af ejeren af sav-mølle. Hamid jorden hans tænder og en økse udover. Seksten varme dage og kølige nætter sad han mellem to citrontræer, der markerede indgang til sammensat. For denne gang hans eneste beskæftigelse var kaste sten på melede hunde at scavenged i dump bare ud og bandede hans hore-gris datter hvis hoved ville blive afbrudt i øjeblikket kom hun kravler tilbage. Disse nætter, Jimmi lå vågen, lytte til raslende af den bølgede bliktag, startende fra uglen opkald der ikke længere lød som ugler, men mere som en pige fældet af en økse på bagsiden af hendes hals. Hasina gjorde ikke c

Resultater (Dansk) 2:

En time og fyrre minutter før Nazneen liv begyndte - begyndte som det ville fortsætte i temmelig lang tid, dvs. usikkert - hendes mor Rupban følte en jernnæve klemme hendes mave. Rupban sad på hug på en lav trebenet taburet uden for køkkenet hytten. Hun var plukning en kylling, fordi Hamid fætre var ankommet fra Jessore og der ville være en fest. »Cheepy-cheepy, du er gammel og senet," sagde hun, at kalde fuglen ved navn, som hun altid gjorde, "men jeg vil gerne spise dig, fordøjelsesbesvær eller ingen fordøjelsesbesvær. Og i morgen vil jeg kun har kogt ris, ingen parathas.
«Hun trak nogle flere fjer og overvåget dem flyde rundt hendes tæer. "Aaah," sagde hun. 'Aaaah. Aaaah. « Ting faldt hende. For syv måneder hun havde modning, ligesom en mango på et træ. Kun syv måneder. Hun sætte disse ting, der var sket for hende til side. For et stykke tid, en time og en halv, selvom hun ikke vidste det, indtil mændene kom ind fra markerne efterstillede støv og slapping deres maver, Rupban greb cheepy-cheepy s slap og knoklet hals og sagde kun komme, kommer til alle henvendelser om fuglen. Skyggen af børn, der leger kugler og hamrende hinanden voksede lang og strittende. Duften af stegt spidskommen og kardemomme drev over forbindelsen. Gederne brægede høj og tynd. Rupban skreg hvid varme, røde blod.
Hamid løb fra latrin, skønt hans forretning var ufærdige. Han løb over køkkenhave, forbi tårnene af ris stilk højere end den højeste bygning, over grusvej, der afgrænses landsbyen, tilbage til forbindelsen og greb en klub til at dræbe den mand, der blev dræbt sin kone. Han vidste, det var hende. Hvem ellers kunne bryde glas med en skrig? Rupban var i soverum. Sengen blev rullet, selvom hun stadig stod. Med den ene hånd holdt hun Mumtaz skulder, med den anden en halv-plukkede kylling.
Mumtaz vinkede Hamid væk. 'Go. Få Banesa. Er du venter på en rickshaw? Gå på, brug dine ben.
"Banesa afhentet Nazneen med en ankel og blæste nedsættende gennem hendes tandkød i den lille blå krop. "Hun vil ikke tage endnu ét åndedrag. Nogle mennesker, der tænker for meget om, hvordan man kan spare et par takas, ikke kalde en jordemoder. ' Hun rystede hårløse, rynket hoved. Banesa hævdede at være et hundrede og tyve år, og havde gjort denne påstand konsekvent for det seneste årti eller deromkring. Da ingen i landsbyen husket hendes fødsel, og siden Banesa var mere udtørret end en gammel kokos, ingen brød at bestride det. Hun hævdede også, tusind babyer hvoraf kun tre var krøblinge, to var mutanter (en hermafrodit og en pukkelhval), den ene en dødfødsel og en anden en monkey- lizard- hybrid- synd og against- Guds-at-var- buried- alive- in- the faraway- skov- og- the moder- sent- hence- til- WHO cares- hvor. Nazneen, selvom døde, kunne ikke tælles blandt disse fiaskoer, der er blevet født kort før Banesa knirkede inde i hytten.
"Se din datter," Banesa sagde til Rupban. "Perfekt overalt. Alt, hvad hun manglede var nogen til at lette hendes vej til denne verden. « Hun så på cheepy-cheepy liggende ved siden af den efterladte mor og udhulet hendes kinder; en sulten blik udvidet hendes øjne lidt, selv om de stort set blev begravet i crinkles. Det var mange måneder siden hun havde smagt kød, nu, at to unge piger (hun skulle have kvalt dem ved fødslen) havde oprettet i konkurrencen.
«Lad mig vaske og klæde hende for begravelsen," sagde Banesa. "Selvfølgelig tilbyder jeg min tjeneste gratis. Måske bare at kylling der for min ulejlighed. Jeg ser det er gammelt og træede.
"" Lad mig holde hende, "sagde Nazneen tante, Mumtaz, der
græd." Jeg troede, det var fordøjelsesbesvær, "sagde Rupban, også begyndt at græde.
Mumtaz tog fat i Nazneen, som var stadig dinglende ved anklen, og følte den lille, smarte overkrop glide gennem fingrene til plask med en yowl på blodplettede madras. En yowl! Et råb! Rupban skovlede hende op og navngivet hende, før hun kunne dø navnløse igen.
Banesa lavet små eksplosioner med hendes læber. Hun brugte hjørnet af hendes gulfarvning sari at tørre nogle spyt fra hendes hage. "Dette kaldes en død-rangle," forklarede hun. De tre kvinder sætter deres ansigter tæt på barnet. Nazneen flailed armene og råbte, som om hun kunne se denne frygtindgydende syn. Hun begyndte at miste blåheden og vendte langsomt til brun og lilla. "Gud har kaldt hende tilbage til jorden," sagde Banesa, med et udseende af afsky.
Mumtaz, som var begyndt at tvivle Banesa oprindelige diagnose, sagde: "Nå, ikke han bare sende hende til os et par minutter siden? Tror du, han skifter Hans sind hvert sekund?
"Banesa mumlede under hendes ånde. Hun lagde sin hånd over Nazneen bryst, hendes snoede fingre ligesom rødderne af et gammelt træ, der havde arbejdet sig over jorden. "Barnet lever, men hun er svag. Der er to ruter, du kan følge, "sagde hun, adressering sig udelukkende til Rupban. "Tag hende til byen, til et hospital. De vil sætte ledninger på hende og give lægemidler. Dette er meget dyrt. Du bliver nødt til at sælge dine smykker. Eller du kan bare se, hvad Skæbnen vil gøre. « Hun vendte en smule til Mumtaz at omfatte hende nu, og derefter tilbage til Rupban. 'Selvfølgelig vil Skæbnen beslutte alt i sidste ende, uanset rute du følger.
"" Vi vil tage hende til byen, «sagde Mumtaz, røde pletter af trodsighed stigende på hendes kinder.
Men Rupban, der ikke kunne holde op med at græde, afholdt hendes datter til hendes bryst og rystede på hovedet. "Nej," sagde hun, "vi må ikke stå i vejen for Fate. Uanset hvad der sker, jeg accepterer det. Og mit barn må ikke spilde energi kæmper mod Fate. På den måde vil hun være stærkere.
"" Godt, så er det afgjort, "sagde Banesa. Hun svævede et øjeblik eller to, fordi hun var sulten nok, næsten, at spise barnet, men efter et kig fra Mumtaz hun blandes bort tilbage til sin hytte.
Hamid kom til at se på Nazneen. Hun blev indpakket i ostelærred og lagt på en gammel jute sæk på toppen af føringsvalsen. Hendes øjne var lukkede, og pustede som om hun havde taget to hårde slag.
"En pige," sagde Rupban.
"Jeg ved. Pyt, sagde Hamid. 'Hvad kan du gøre?' Og han gik bort igen.
Mumtaz kom ind med en tin plade af ris, dal og chicken curry.
"Hun indfører ikke," Rupban fortalte hende. "Hun ved ikke, hvad de skal gøre. Sandsynligvis er det hendes skæbne at sulte ihjel.
"Mumtaz rullede hendes øjne. "Hun vil føde i morgen. Nu du spiser. Eller du er bestemt til at dø af sult også. « Hun smilede til sin søster-i-lovs lille trist ansigt, alle hendes funktioner linet op, som nogensinde, at sørge over alt, hvad der var gået, og alt, hvad der ville ske.
Men Nazneen ikke fodre om morgenen. Eller den næste dag. Dagen efter hun vendte ansigtet bort fra brystvorten og gjorde gagging lyde. Rupban, der var berømt for gråd, kunne ikke holde trit med efterspørgslen efter tårer. Folk kom: tanter, onkler, fætre, brødre, nevøer, niecer, svigerforældre, landsby kvinder og Banesa. Jordemoderen trak hendes bøjede fødder på tværs af hårde mudder gulvet i hytten og kiggede på spædbarnet. "Jeg har hørt om et barn, der ikke ville foder fra moderen, men blev diet af en ged." Hun smilede og viste sine sorte tandkød. "Selvfølgelig, det var ikke en af mine babyer.«
Hamid kom en eller to gange, men om natten sov han uden for på en Choki. På den femte dag, da Rupban på trods af sig selv var begyndt at ønske, at Skæbnen ville skynde og gøre sin mening, Nazneen fastspændt hendes mund omkring brystvorten, så tusind rødglødende nåle løb gennem Rupban bryst og gjorde hende skrige til smerter og til lindring af en god og tålmodig kvinde.
Da Nazneen voksede hun hørte mange gange denne historie om hvordan du var overladt til din skæbne. Det var på grund af hendes mors klog beslutning at Nazneen levede at blive den brede ansigt, vagtsom pige, hun var. Bekæmpelse af ens Fate kan svække blodet. Nogle gange, eller måske de fleste gange, kan det være fatalt. Ikke engang Nazneen spørgsmålstegn ved logikken i historien om, hvordan du var overladt til din skæbne. Faktisk var hun taknemmelig for hendes mors rolige mod, hendes grædende stoicisme, der var næsten dagligt i beviser. Hamid sagde - han altid set væk som han talte - din mor er naturligvis en helgen. Hun kommer fra en familie af helgener. Så da Rupban rådede hende til at være stille i sit hjerte og sind, til at acceptere Guds nåde, at behandle livet med den samme ligegyldighed, som den ville behandle hende, Nazneen hørte godt med sit store hoved vippes tilbage og hendes kinder slap med sindsro .
Hun var en komisk højtidelig barn.
"Hvordan er min dyrebare? Stadig glad for du kom tilbage til livet? " sagde Mumtaz når hun ikke havde set hende i et par dage.
"Jeg har ingen klager eller beklager at fortælle dig," sagde Nazneen. "Jeg fortæller alt til Gud.«
Hvad kunne ikke ændres skal bæres. Og da intet kunne ændres, alt skulle afholdes. Dette princip regerede hendes liv. Det var mantra, fettle og udfordring. Så når, i en alder af fireogtredive, efter at hun havde fået tre børn og havde et taget væk, da hun havde en nytteløs mand og havde været skæbnebestemt en ung og krævende elsker, når der for første gang, hun kunne ikke vente for fremtiden at blive afsløret, men var nødt til at gøre det for sig selv, hun var som forskrækket af hendes eget bureau som et spædbarn, der bølger en knyttet næve og slår sig på øjet.
Hendes søster Hasina, født kun tre dage efter, Banesa gået bort ( et hundrede og tyve år dengang og i al evighed), lyttet til nogen. I en alder af seksten, da hendes skønhed var ved at blive næsten uudholdeligt at ejer eller endog at se på, hun stak til Khulna med nevø af ejeren savværket. Hamid malet hans tænder og en økse udover. For seksten varme dage og kølige nætter, han sad mellem de to citrontræer, der markerede indgangen til forbindelsen. For den tid hans eneste besættelse kastede sten mod de melede hunde, der scavenged i dump lige uden, og forbande hans hore-gris datter hvis hoved ville blive brudt det øjeblik hun kom kravlende tilbage. Disse nætter, Nazneen lå vågen lytter til raslen af bølgepap bliktag, der starter på ugle opkald, der ikke længere lød som ugler, men mere som en pige, fældet af en økse på bagsiden af hendes hals. Hasina ikke c

Resultater (Dansk) 3:

en time og 45 minutter før nazneen liv begyndte - - begyndte, da det ville fortsætte i lang tid, det vil sige usikkerhed - hendes mor rupban følte en jernnæve klemmer hendes mave.rupban boede på et lavt trebenet skammel udenfor køkkenet hytte.hun plukker en kylling, fordi hamid er fætre og kusiner kommet fra jessore, og der ville være en fest.cheepy cheepy,du er gammel og trævlet ", sagde hun, at den fugl ved navn, som hun altid har gjort, men jeg vil gerne spise dig, fordøjelsesbesvær eller halsbrand.og i morgen vil jeg kun har kogt ris, ingen parathas. 'hun trak flere fjer og så dem flyde rundt om hendes tæer. "åh, "sagde hun."mrs.mrs. ting slog hende.i syv måneder havde hun været modning, som en mango på et træ.kun syv måneder.hun lagde de ting, der var sket med hende bort.for en tid, en og en halv time, selvom hun ikke vidste det, før de mænd kom fra områder med støv og give deres maver, rupban knuget cheepy cheepy er svag og spinkle hals og sagde, at kun kommer til alle forespørgsler om den fugl.skyggerne af de børn, der leger med kugler, og slå hinanden voksede længe og spids.lugten af brændt spidskommen og kardemomme drevet over området.gederne sendt hjem høj og tynd.rupban skreg white heat rødt blod.
hamid løb fra toilettet, selv om hans forretning var færdigt.han løb tværs over vegetabilske plot, forbi tårne af ris var højere end den højeste bygning.i løbet af den grusvej, der afgrænses landsbyen, tilbage til lejren, og tog en klub for at dræbe den mand, der dræbte sin kone.han vidste, at det var hende.hvem ellers kunne splintre glas med en skrige?rupban var i det værelse.sengen var unrolled, men hun var stadig stående.med den ene hånd, hun holdt mumtaz er skulder med andre en halv plukket høne.
mumtaz gav hamid væk. "gå.