The committee appointed by Vice pre

The committee appointed by Vice president, preceded by the Secretary of the Senate (Edwin A. Halsey), and the Sergeant at Arms (Wall Doxey), and consisting of Mr. Barkley, Mr. McNary, Mr. Connally, Mr. Capper, And Mrs. Caraway, entered the Chamber at the main door and escorted Mme. Chiang Kai-shek to a seat at the desk immediately in front of the Vice President.

(Mme. Chiang Kai-shek was greeted with prolonged applause, Senators and guests of the Senate rising.)

The VICE PRESIDENT. Senators, distinguished guests, Mme. Chiang Kai-shek, wife of the Generalissimo of the armies of China, will now address you.
[Applause]

ADDRESS BY MME. CHIANG KAI-SHEK

Mr. President, Members of the Senate of the United States, ladies and gentlemen, I am overwhelmed by the warmth and spontaneity of the welcome of the American people, of whom you are the representatives. I did not know that I was to speak to you today at the Senate except to say, “How do you do? I am so very glad to see you,” and to bring the greetings to my people
to the people of America. However, just before coming here, the Vice President told me that he would like to have me say a few words to you.

I am not a very good extemporaneous speaker; in fact, I am no speaker at all; but I am not so very much discouraged, because a few days ago I was at Hyde Park, and went to the President’s library. Something I saw there encouraged me, and made me feel that perhaps you will not expect overmuch of me in speaking to you extemporaneously. What do you think I saw there? I saw
many things. But the one thing which interested me most of all was that in a glass case there was the first draft of tone of the President’s speeches, a second draft, and on and on up to the sixth draft. Yesterday I happened to mention this fact to the President, and told him that I was extremely glad that he had to write so many drafts when he is such a well-known and
acknowledgedly fine speaker. His reply to me was that sometimes he writes 12 drafts of a speech. So, my remarks here today, being extemporaneous, I am sure you will make allowances for me.

The traditional friendship between your country and mine has a history of 160 years. I feel, and I believe that I am now the only one who feels this way, that there are a great many similarities between your people and mine, and that these similarities are the basis of our friendship.

I should like to tell you a little story which will illustrate this belief. When General Doolittle and his men went to bomb Tokyo, on their return some of your boys had to bail out in the interior of China. One of them later told me that he had to mail out of his ship. And that when he landed on Chinese soil and saw the populace running toward him, he just waved his arm and shouted the only Chinese word he knew, “Mei-kuo, Mei-kuo,” which means “America,” [Applause.] Literally translated from the Chinese it means “Beautiful country.” This boy said that our people laughed and almost hugged him, and greeted him like a long lost brother. He further told me that the thought that he had come home when he saw our people; and that was the first time he had ever been to China. [Applause.]

I came to your country as a little girl. I know your people. I have lived with them. I spent the formative years of my life amongst your people. I speak your language, not only the language of your hearts, but also your tongue. So coming here today I feel that I am also coming home. [Applause.]

I believe, however, that it is not only I who am coming home; I feel that if the Chinese people could speak to you in your own tongue, or if you could understand our tongue, they would tell you that basically and fundamentally we are fighting for the same cause [great applause]; that we have identity of ideals’ that the “four freedoms,” which your President proclaimed to
the world, resound throughout our vast land as the gong of freedom, the gong of freedom of the United Nations, and the death knell of the aggressors. [Applause.]

I assure you that our people are willing and eager to cooperate with you in the realization of these ideals, because we want to see to it that they do not echo as empty phrases, but become realities for ourselves, for your children, for our children’s children, and for all mankind. [Applause.]

How are we going to realize these ideals? I think I shall tell you a little story which just came to my mind. As you know, China is a very old nation. We have a history of 5,000 years. When we were obliged to evacuate Hankow and go into the hinterland to carry on and continue our resistance against
aggression, the Generalissimo and I passed one of our fronts, the Changsha front. One day we went in to the Heng-yang Mountains, where there are traces of a famous pavilion called “Rub-the-mirror” pavilion, which perhaps interest you to hear the story of that pavilion.

Two thousand years ago near that spot was an old Buddhist temple. One of the young monks went there , and all day l

Resultater (Dansk) 1:

Udvalget udpeges af Vice president, forud for sekretæren for Senatet (Edwin A. Halsey) og sergent i armene (væg Doxey), og bestående af Mr. Barkley, Mr. McNary, Mr. Connally, Mr. Capper, og Mrs kommen, ind i salen på hoveddøren og eskorteret Mme. Chiang Kai-shek til en plads ved bordet umiddelbart foran Vice President.(Mme. Chiang Kai-shek blev mødt med vedvarende bifald, senatorer og gæster i Senatet opadgående.)VICE PRESIDENT. Senatorer, fremtrædende gæster, Mme. Chiang Kai-shek, hustru til Generalissimo af hærene fra Kina, vil nu behandle dig.[Bifald]ADRESSE AF MME. CHIANG KAI-SHEKMr. formand, medlemmer af Senatet i USA, mine damer og herrer, jeg er overvældet af varmen og spontanitet velkommen af det amerikanske folk, for hvem du er repræsentanter. Jeg vidste ikke, at jeg skulle tale til dig i dag ved Senatet bortset fra at sige, "hvordan gør du? Jeg er så meget glad for at se dig,"og at bringe hilsener til mit folkat befolkningen i Latinamerika. Men lige inden de kommer herhen, Vice President fortalte mig at han gerne vil have mig sige et par ord til dig.Jeg er ikke en meget god magistrelle taler; faktisk, er jeg ikke taler på alle; men jeg er ikke så meget modløs, fordi et par dage siden jeg var på Hyde Park, og gik til Presidents bibliotek. Noget jeg så der opfordrede mig og gjort mig, måske ikke vil du forventer overmuch af mig i tale til dig dyrlægeordination. Hvad tror du jeg så der? Jeg såmange ting. Men den ene ting, der interesserede mig mest af alt var, at i et glas tilfælde var først udkast af tone formandens indlæg, et andet udkast, og så videre op til sjette udkastet. I går jeg tilfældigvis nævne dette faktum til formanden, og fortalte ham, at jeg var meget glad for, at han var nødt til at skrive så mange kladder, når han er sådan en velkendt ogacknowledgedly fine højttaler. Hans svar til mig var, at nogle gange skriver han 12 udkast til en tale. Så, mine bemærkninger her i dag, er magistrelle, jeg er sikker på du vil få kvoter for mig.Det traditionelle venskab mellem dit land og mit har en historie af 160 år. Jeg føler, og jeg tror at jeg nu er den eneste der føler denne måde, at der er en stor mange ligheder mellem dit folk og mine venner, og at disse ligheder er grundlaget for vores venskab.Jeg vil gerne fortælle dig en lille historie, som vil illustrere denne tro. Da General Doolittle og hans mænd gik til bombe Tokyo, på deres tilbagevenden havde nogle af dine drenge at springe ud i indre af Kina. En af dem fortalte mig senere, at han havde til mail ud af sit skib. Og at når han landede på kinesisk jord og så befolkningen kører mod ham, han bare viftede armen og råbte den eneste kinesiske ord han vidste, "Mei-kuo, Mei-kuo," hvilket betyder "Amerika," [bifald.] Bogstaveligt oversat fra kinesiske det betyder "Smukke land." Denne dreng sagde, at vores folk lo og næsten krammede ham og hilste ham ligesom en lang tabt bror. Han fortalte mig videre, at troede at han var kommet hjem, da han så vores folk; og det var første gang han nogensinde havde været i Kina. [Bifald.]Jeg kom til dit land som en lille pige. Jeg kender din mennesker. Jeg har levet med dem. Jeg brugte de formative år af mit liv blandt dit folk. Jeg taler dit sprog, ikke kun sproget i jeres hjerter, men også din tunge. Så kommende her i dag føler jeg at jeg også kommer hjem. [Bifald.]Jeg mener dog, at det ikke er kun mig, der kommer hjem; Jeg føler, at hvis det kinesiske folk kunne tale til dig på dit eget sprog, eller hvis du kunne forstå vores tungen, ville de fortælle dig at grundlæggende og fundamentalt vi kæmper for den samme sag [stort bifald]; at vi har identitet af idealer der de "fire friheder", som din formand proklamerede atverden, resound overalt i vores stort land som gong frihed, gong af FN, og dødsstødet af aggressorerne. [Bifald.]Jeg forsikre Dem om, at vores folk er villig og ivrig efter at samarbejde med dig i realiseringen af disse idealer, fordi vi ønsker at sørge for, at de ikke echo som tomme fraser, men bliver virkelighed for os selv, dine børn, vores børns børn og hele menneskeheden. [Bifald.]Hvordan skal vi indse disse idealer? Jeg tror, jeg skal fortælle dig en lille historie, som netop kom til mit sind. Kina er som bekendt, en meget gammel nation. Vi har en historie af 5.000 år. Når vi var tvunget til at evakuere Hankow og gå ind i baglandet til at bære og fortsætte vores modstand modaggression, Generalissimo og jeg gik en af vores fronter, Changsha front. En dag vi gik til Heng-yang-bjergene, hvor der er spor af en berømt pavilion kaldet "Rub-the-spejl" Pavillon, som måske interessere dig for at høre historien om denne pavillon.To tusinde år siden nær at stedet var et gammelt buddhistisk tempel. En af de unge munke gik der, og alle dag l

Resultater (Dansk) 2:

Udvalget udpeges af Vice president, indledes med sekretæren for Senatet (Edwin A. Halsey), og sergent ved våben (Wall Doxey), og som består af Mr. Barkley, Mr. McNary, Mr. Connally, Mr. Capper, og Mrs. Kommen, trådte salen ved hoveddøren og eskorteret Mme. Chiang Kai-shek til en plads ved skrivebordet umiddelbart foran vicepræsidenten. (Mme. Chiang Kai-shek blev mødt med langvarig applaus, Senatorer og gæster af Senatet stigende.) Vicepræsidenten. Senatorer, ærede gæster, Mme. Chiang Kai-shek, hustru til Generalissimo af hære Kina, vil nu tage fat på dig. [Bifald] ADRESSE BY MME. Chiang Kai-shek Mr. Præsident, Senatet i USA, mine damer og herrer, jeg er overvældet af varme og spontanitet af velkommen af det amerikanske folk, for hvem du er repræsentanter. Jeg vidste ikke, at jeg var til at tale til dig på Senatet bortset fra at sige, "Hvordan gør du? Jeg er derfor meget glad for at se dig, "og at bringe hilsener til mine folk til befolkningen i Amerika. Men lige før kommer her, næstformanden fortalte mig, at han gerne vil have mig sige et par ord til dig. Jeg er ikke en meget god improviseret højttaler; i virkeligheden, er jeg ikke taler på alle; men jeg er ikke så meget modløs, fordi et par dage siden var jeg på Hyde Park, og gik til formanden bibliotek. Noget jeg så der opmuntrede mig, og gjorde mig føler, at måske vil du ikke forvente overmuch af mig i at tale til dig umiddelbart. Hvad tror du, jeg så der? Jeg så mange ting. Men den ene ting, der interesserede mig mest af alt var, at i et glas tilfælde var det første udkast til tonen i præsidentens taler, et andet udkast, og om og om op til den sjette udkast. I går kom jeg til at nævne dette forhold til præsidenten, og fortalte ham, at jeg var meget glad for, at han var nødt til at skrive så mange kladder, når han er sådan en velkendt og acknowledgedly fint højttaler. Hans svar til mig var, at han nogle gange skriver 12 udkast til en tale. Så mine bemærkninger her i dag, bliver improviseret, er jeg sikker på du vil tage højde for mig. Den traditionelle venskab mellem dit land og mine har en historie på 160 år. Jeg føler, og jeg tror, ​​at jeg nu er den eneste, der føler denne måde, at der er rigtig mange ligheder mellem dine medarbejdere og mine, og at disse ligheder er grundlaget for vores venskab. Jeg vil gerne fortælle dig lidt historie, som vil illustrere denne tro. Da general Doolittle og hans mænd gik til bombe Tokyo, på deres tilbagevenden nogle af dine drenge havde at springe ud i det indre af Kina. En af dem fortalte mig senere, at han var nødt til at sende ud af sit skib. Og at når han landede på kinesisk jord og så befolkningen kører mod ham, han bare viftede armen og råbte eneste kinesiske ord han kendte, "Mei-kuo, Mei-kuo," som betyder "Amerika", [Bifald.] Bogstaveligt oversat fra kineserne det betyder "Beautiful land.« Denne dreng sagde, at vores folk lo og næsten omfavnede ham, og hilste ham som en længe tabt bror. Han fortalte mig videre, at tanken om, at han var kommet hjem, da han så vores folk; og det var første gang, han nogensinde havde været til Kina. [Bifald.] Jeg kom til dit land som en lille pige. Jeg kender dine folk. Jeg har levet med dem. Jeg tilbragte de formative år af mit liv blandt dine folk. Jeg taler dit sprog, ikke kun sproget i jeres hjerter, men også din tunge. Så kommer her i dag føler jeg, at jeg også kommer hjem. [Bifald.] Jeg tror dog, at det ikke kun er mig, der er at komme hjem; Jeg føler, at hvis det kinesiske folk kunne tale til dig i dit eget sprog, eller hvis du kunne forstå vores tunge, ville de fortælle dig, at dybest set og fundamentalt er vi kæmper for den samme sag [stort bifald]; at vi har identitet idealer «, at de" fire friheder ", som din præsident proklamerede til verden, genlyd i hele vores store arealer som gong med frihed, Gong af frihed, som FN, og dødsstødet af aggressorer. [Bifald.] Jeg kan forsikre dig, at vores folk er villige og ivrige efter at samarbejde med dig i realiseringen af disse idealer, fordi vi ønsker at sørge for, at de ikke ekko som tomme fraser, men bliver realiteter for os selv, for dine børn , for vores børns børn, og for hele menneskeheden. [Bifald.] Hvordan skal vi realisere disse idealer? Jeg tror, ​​jeg skal fortælle dig en lille historie, der bare kom til mit sind. Som du ved, Kina er en meget gammel nation. Vi har en historie på 5.000 år. Da vi blev tvunget til at evakuere Hankow og gå ind i baglandet til at fortsætte og fortsætte vores modstand mod aggression, den Generalissimo og jeg passerede en af vores fronter, Changsha front. En dag gik vi ind på Heng-yang Mountains, hvor der er spor af en berømt pavillon kaldet "Rub-the-spejl" pavillon, der måske interesserer dig for at høre historien om, at pavillonen. To tusinde år siden nær at stedet var en gammel buddhistisk tempel. En af de unge munke gik der, og hele dagen l