The year Bojan turned 10, his fathe

The year Bojan turned 10, his father was assigned a sentry mastiff called Kaiser, and when
his father came back from the front that summer, he brought the dog to live with them.
Bojan had never had a dog. He had spent the duration of his father's military service living
with the housekeeper on the northern outskirts of the city, on a shady linden-lined avenue
5 in a house that had belonged to his family for three generations. The housekeeper, Mrs
Senka, was a tired woman with dry yellow hair resembling frayed rope, and she kept
mostly to herself, except on Sundays, when she prepared a feast for the women of her
congregation. Something about Bojan's excitement concerning the dog's arrival had struck
a chord with her, and she had taken him to study the breed catalogue at the library, and to
10 the butcher, so that Bojan himself could pick out the bones he would give the dog.
The mastiff came in a crate with bars on the front. Bojan remembered it being lowered
from his father's train, remembered the darkness inside the box. The dog was much larger
than he had expected, almost three feet at the shoulder, with a broad skull, wide feet, and a
squashed, painted black face. It had flabby rings of skin that rounded out the bottom of its
15 jaw, and the moment it stepped out of the crate Bojan realised that the experience he had
been preparing for – the excited, slobbered greeting; interested eyes peering into his plate
at the dinner table; a companionable walk in the park after school – had nothing to do with
2
this behemoth. He slid instinctively behind his father, who reached around and pulled him
forward by the sleeve so the dog could smell him.
20 He remembered thorough scrutiny when the big face came close and the air around him
drew in and out of the wet muzzle. He remembered it for years afterwards, the sensation of
being uncovered, even though, at that time, he wasn't covering anything up at all, wouldn't
know for years that there was anything he should be covering up.
Confined to the yard, the mastiff still dominated the neighbourhood. The family's property
25 stretched from the brick wall along the avenue to the hill behind the house, where the
creek cut through a small glen before disappearing into the woods, and here the dog had
free rein. It made a show of patrolling up and down the grounds and bounding to the fence
whenever the neighbour's widow made her daily appearance. Kaiser had a bark you could
hear all along the street, and made use of it often; so often, in fact, that the paperboy made
30 his deliveries from across the road and the local children started taking the longer route to
school. Within its first month at their house, the dog had killed two of the neighbourhood's
alley cats, communal pets for whom the ladies sometimes left out saucers of milk. Mrs
Senka would find them under the front porch, necks wrung, spines stiff and twisted, and
she would scramble to pull them out before Kaiser clued in to what she was doing and
35 came to interrupt her disposal of his trophies.
In July, he jumped the fence and made off with the widow's champion pug; two weeks
later, an old gun dog that lived at the rest-home two blocks over was seriously injured.
People complained, but always indirectly, with reluctance, usually at church and in ways
that made their concerns seem more like observations than actual grievances. They knew
40 Bojan's father; they seemed to know better.
Around Bojan's father, the mastiff was keen but subdued, like a retired cannon in a
museum. Bojan could picture the two of them on sentry duty: his father, tall and heavy-set,
the dog growling like a rusted grate at his side while they performed manoeuvres, or, in
some of Bojan's more daring fantasies, searched for mines. This was years before
45 newspaper reports surfaced, years before photographs of barbed-wire compounds and
starved men herded into lines. When he saw the two of them together, when his father
lowered his half-empty plate on to the floor after dinner, or gave the wadded skin under
Kaiser's jaw a firm tug before heading upstairs for the night, the sense of something earned
that had passed between them was obvious to him.
50 Bojan tried, in those early months, to stay out of the mastiff's way, but they inevitably
crossed paths: at mealtimes, usually, and every morning when he walked from the porch to
3
the gate, and every afternoon when he walked back, fighting the frantic urge to bolt under
its eyes. In the early evenings, when they were alone, the mastiff would follow him inside.
It would corner him in the hallway and pin him to the wall with its big, wet face pressed
55 against his, and smell and smell him; then it would take a step back and bark until one of
the adults came to call it off: measured, even, ground-shaking barks that made Bojan feel
like something inside his chest was going to shake loose, buckle under that sense that he
had done something and

Resultater (Dansk) 1:

År Bojan vendte 10, hans far blev tildelt en vagtpost mastiff kaldet Kaiser, og Hvornårhans far kom tilbage fra fronten sommeren, han bragte hunden hen til leve med dem.Bojan havde aldrig haft en hund. Han havde tilbragt varigheden af hans fars militær tjeneste levendemed husholderske på den nordlige udkant af byen, på et skyggefuldt linden-foret avenue5 i et hus, der havde tilhørt hans familie i tre generationer. Husbestyrerinde, fruSenka, var en træt kvinde med tørt gult hår ligner flossede reb, og hun holdtfor det meste til selv, undtagen om søndagen, når hun udarbejdet en fest for kvinderne i hendesmenigheden. Noget om Bojans spænding om hundens ankomst havde ramten akkord med hende, og hun havde taget ham til at studere racen katalog på biblioteket, og at10 slagter, så at Bojan, selv kunne udvælge de knogler, han ville give hunden.Mastiff kom i en kasse med barer på forsiden. Bojan huskede det bliver sænketfra hans far tog, huskede mørke inde i kassen. Hunden var meget størreend han havde forventet, næsten tre fødder på skulder, med en bred skalle, brede fødder, og enmast, malet sort ansigt. Det havde slasket ringe af huden, der afrundet ud i bunden af sin15 kæbe, og i det øjeblik, det trådte ud af kasse Bojan indså, at erfaringen, han havdeværet forberedelse til – den glade, slobbered hilsen; interesserede øjne skinnede ind i hans tallerkenpå middagsbordet; en omgængelig gåtur i parken efter skole-havde intet at gøre med 2Dette monstrum. Han gled instinktivt bag sin far, der nåede omkring og trak hamfrem af ærmet, så hunden kunne lugte ham.20 han huskede grundig kontrol når det store ansigt kom tæt og luften omkring hamtrak ind og ud af den våde snude. Han huskede det for år bagefter, følelsen afat være afdækket, selvom på tidspunktet, han ikke var dækker noget op på alle, ikke villekende i år, at der var noget han burde være der dækker op.Begrænset til værftet, domineret mastiff stadig nabolaget. Familiens ejendom25 strakte sig fra mur langs avenue til bakken bag huset, hvor denåen skærer sig gennem en lille glen før de forsvinder ind i skoven, og her hunden havdefrie tøjler. Det gjorde et show af patruljering op og ned i haven og afgrænser til hegnetNår naboens enke fik sin daglige optræden. Kaiser havde en bark, du kunnehøre alle langs gaden, og gjort brug af det ofte; så ofte, i virkeligheden, at Avisbud30 hans leverancer fra på tværs af vejen og de lokale børn begyndte at tage den længere vej tilskole. Inden for den første måned på deres hus, havde hunden dræbt to af bydelensAlley cats, kommunale kæledyr som damerne undertiden udeladt tallerkener af mælk. FruSenka ville finde dem under verandaen, hals vredet, pigge stiv og snoet, oghun ville forvrænge at trække dem ud før Kaiser clued til hvad hun gjorde og35 kom til at afbryde sin bortskaffelse af hans trofæer.I juli, han sprang hegnet og lavet ud med enkens champion pug; to ugersenere, blev en gammel pistol-hund, der levede på resten-home to blokke over alvorligt såret.Folk klagede, men altid indirekte med modvilje, normalt i kirken og i måderdet gjorde deres bekymringer, synes mere som observationer end faktiske klager. De vidste40 Bojan far; de syntes at vide bedre.Omkring Bojans far, mastiff blev opsat, men dæmpet, ligesom en pensioneret kanon i enMuseum. Bojan kunne billedet to af dem på vagtpost vagt: hans far, høj og råt,hunden growling som et rustent rist ved hans side, mens de udføres manøvrer, eller, inogle af Bojans mere dristige fantasier, søgte for miner. Dette var år før45 avisartikler er dukket op, år før fotografier af pigtråd-wire forbindelser ogudsultet mænd vogtede i linjer. Da han så to af dem sammen, da hans farsænket sin halv-Tom tallerken på gulvet efter middag, eller gav have huden underKaisers kæbe en fast slæbebåd inden du begiver dig ovenpå for natten, følelse af noget tjentder havde passeret mellem dem var indlysende for ham.50 Bojan forsøgte i de første måneder, til at holde sig ude af den mastiff måde, men de uundgåeligtkrydset: ved måltiderne, normalt, og hver morgen når han gik fra våbenhus til 3porten, og hver eftermiddag, hvornår han gik tilbage, kæmper den hektiske trang til at bolt underdens øjne. Tidligt om aftenen, da de var alene, ville mastiff følge ham inde.Det ville hjørne ham i gangen og pin ham til væggen med sine store, vådt ansigt presset55 mod hans, og lugte og lugte ham; så ville det tage et skridt tilbage og gø indtil en afvoksne kom til at kalde det: målt, selv, jord-ryste barks, der gjorde Bojan følerligesom noget inde i brystet kommer til at ryste løs, spænde i forstand at hanhavde gjort noget og

Resultater (Dansk) 2:

Året Bojan vendte 10, hans far blev tildelt en vagtpost mastiff hedder Kaiser, og da
hans far kom tilbage fra fronten, at sommeren, han bragte hunden at leve med dem.
Bojan havde aldrig haft en hund. Han havde tilbragt hele sin fars militærtjeneste leve
med husholdersken i den nordlige udkant af byen, på et lyssky linden-foret avenue
5 i et hus, der havde tilhørt hans familie i tre generationer. Husholdersken, fru
Senka, var en træt kvinde med tørt gult hår ligner flosset reb, og hun holdt
det meste for sig selv, undtagen om søndagen, da hun forberedt en fest for kvinderne i hendes
menighed. Noget om Bojan s spænding om hundens ankomst havde ramt
en akkord med hende, og hun havde taget ham til at studere racen katalog på biblioteket, og til
10 slagteren, så Bojan selv kunne udvælge knogler han ville give hunden.
den mastiff kom i en kasse med barer på forsiden. Bojan huskede det blive sænket
fra sin fars toget, huskede mørket inde i boksen. Hunden var meget større
, end han havde forventet, næsten tre fødder på skulderen, med en bred skalle, brede fødder, og en
mast, malet sort ansigt. Det havde slasket ringe af hud, der afrundede ud i bunden af sin
15 kæbe, og det øjeblik, den trådte ud af kassen Bojan indså, at den erfaring, han havde
forberedt sig - det ophidset, slobbered hilsen; interesserede øjne peering i hans plade
ved middagsbordet; en companionable gåtur i parken efter skole - havde intet at gøre med
to
dette monstrum. Han gled instinktivt bag sin far, der nåede rundt og trak ham
frem af ærmet, så hunden kunne lugte ham.
20 Han huskede grundig kontrol, når det store ansigt var tæt og luften omkring ham
trak ind og ud af den våde snude. Han huskede det i årevis bagefter, følelsen af
at blive afdækket, selv om dengang, var han ikke dækker noget som helst op på alle, ikke ville
vide i årevis, at der var noget, han skulle dække op.
Begrænset til værftet den mastiff stadig domineret nabolaget. Familiens ejendom
25 strakte sig fra mur langs alléen til højen bag huset, hvor
åen skære igennem en lille dal før de forsvinder ind i skoven, og her hunden havde
frie tøjler. Det gjorde et show af patruljering op og ned de grunde og afgrænser til hegnet
når naboens enke gjorde hendes daglige udseende. Kaiser havde en bark, du kunne
høre alle langs gaden, og gjort brug af det ofte; så ofte, i virkeligheden, at den avisbud lavet
30 hans leverancer fra hele vejen og de lokale børn begyndte at tage den længere vej til
skole. Inden for sin første måned på deres hus, havde hunden dræbt to af kvarterets
gyde katte, kommunale kæledyr for hvem damerne undertiden udeladt tallerkener mælk. Fru
Senka ville finde dem under verandaen, halse vred, pigge stiv og snoet, og
hun ville slås for at trække dem ud, før Kaiser klogere på, hvad hun gjorde, og
35 kom til at afbryde sin bortskaffelse af hans trofæer.
I juli, han sprang hegnet og sejlede væk med enkens mester pug; to uger
senere blev en gammel pistol hund, der levede på resten-home to blokke i løbet af alvorligt tilskadekomne.
Folk klagede, men altid indirekte, med modvilje, som regel på kirken og på måder,
der gjorde deres bekymringer synes mere som observationer end egentlige klager. De kendte
40 Bojan far; de syntes at vide bedre.
Omkring Bojan far, den mastiff var ivrig, men afdæmpet, som en pensioneret kanon i et
museum. Bojan kunne billede de to af dem på vagtpost pligt: hans far, høj og heavy-sæt,
hunden knurrer som en rusted rist ved sin side, mens de udførte manøvrer, eller, i
nogle Bojan er mere dristige fantasier, søgt efter miner. Det var året før
45 avisartikler dukket op, året før fotografier af pigtråd-wire forbindelser og
sultede mænd gennet ind linjer. Da han så de to af dem sammen, da hans far
sænkede sin halvtomme plade på gulvet efter middagen, eller gav forede hud under
Kaiser kæbe en fast slæbebåd før overskriften ovenpå for natten, følelsen af noget fortjent
, der havde passerede mellem dem var indlysende for ham.
50 Bojan forsøgte, i de tidlige måneder, at holde sig ude af mastiff måde, men de uundgåeligt
krydsede stier: ved måltiderne, som regel, og hver morgen, da han gik fra våbenhuset til
3
gaten, og hver eftermiddag, da han gik tilbage, kæmper den hektiske trang til at bolt under
øjnene. I begyndelsen af aftenen, når de var alene, ville den mastiff følge ham inde.
Det ville hjørne ham i gangen og pin ham til væggen med sin store, våde ansigt trykkede
55 mod hans, og lugt og lugte ham; så ville det tage et skridt tilbage og bark, indtil en af
de voksne kom til at kalde det off: målt, selv, jord-rystende barks der gjorde Bojan føler
som noget inde i hans bryst skulle ryste løs, spænde under den forstand, at han
havde gjort noget og

Resultater (Dansk) 3:

året rojan blev 10, hans far var tillagt en vagtpost mastiff kaldet kaiser, og nårhans far kom tilbage fra fronten den sommer, han tog hunden med at leve med dem.rojan aldrig havde haft en hund.han havde brugt varigheden af hans fars værnepligt, levendemed rengøringsdamen på den nordlige udkanten af byen om en lyssky linden og avenue5 i et hus, der tilhørte hans familie i tre generationer.husholdersken, mrs.senka, var en træt kvinde med tørre gule hår ligner flosset reb, og hun holdtfor det meste til sig selv, men om søndagen, når hun har forberedt en fest for kvinder på sinmenigheden.noget om rojan er spændende om hunden ankomst havde ramten akkord med hende, og hun havde taget ham til at undersøge den race katalog på biblioteket, og10 slagteren, således at rojan selv kunne vælge de knogler, ville han give hunden.den mastiff kom i en kasse med barer på forsiden.rojan huskede det sænkesfra hans far tog, huskede de mørke indeni kassen.den hund var meget større,han havde forventet, næsten tre meter på skulderen, med en bred kranie, store fødder, ogmast, malet sorte ansigt.den slaskede ringe af hud, der samlede ud i bunden af dets15 kæbe, og det tidspunkt, hvor den trådte ud af kassen rojan indset, at den erfaring, som han havdearbejdet – de spændt, savlet hilsen, interesserede øjne stirre ind i hans tallerkenved middagsbordet; en companionable tur i parken efter skole – havde intet at gøre med2.dette monstrum.han gled instinktivt bag hans far, der var omkring og trak hamfrem med ærmet så hunden kunne lugte ham.20. han huskede grundig kontrol, når de store ansigt var tæt på og luften omkring hamdrew ind og ud af det våde mundkurv.han huskede det mange år bagefter, følelse afat blive afsløret, selv om han på det tidspunkt ikke var for noget, slet ikkeved i mange år, at der var noget, han skulle dække op.begrænset til værftet, mastiff stadig domineres i kvarteret.familiens ejendom25 strakte sig fra den mur langs vejen til bakken bagved huset, hvorcreek skære gennem en lille glen før forsvandt ind i skoven, og her, at hunden varfrie tøjler.det var en vis for at patruljere op og ned af den grund og hoppe til hegnet.når naboens enke gjorde hende dagligt udseende.kaiser havde en bark, du kunnehøre alle på gaden, og gjort brug af det ofte; så ofte, at du gjorde30 sine leverancer fra hele den vej, og de lokale børn begyndte at tage længere rute tilskolen.inden for den første måned i deres hus, hunden dræbte to af byensalley cats, kommunale kæledyr, som kvinderne sommetider ud tallerkener af mælk.mrs.senka ville finde dem på verandaen, halse vredet, rygrad, stiv og forskruet, oghun vil få til at trække dem ud, før kaiser fattede, hvad hun lavede, og35 kom til at afbryde sin bortskaffelse af hans trofæer.i juli, han sprang over hegnet og stak af med enken er mester, pug. to ugersenere, en gammel hund, der boede på plejehjem, to blokke blev alvorligt såret.mennesker klagede, men altid indirekte med modvilje, normalt i kirke og på måder,det var deres bekymringer virker mere som bemærkninger end reelle klagepunkter.de vidste,40 rojan far. de var bedre at kende.omkring rojan er far, den mastiff var ivrig, men beskeden, som en pensioneret kanon i- museet.rojan kunne billede, de to af dem på vagt. hans far, høj og kraftig,den hund knurrer som en rusten rist på hans side, når de udføres manøvrer, ellernogle af rojan er mere dristige fantasier, ledte i miner.det var år før45 avisartikler er dukket op, år før fotografier af pigtråd forbindelser ogsultne mænd gennet ind i linjer.da han så de to sammen, da hans farsænkede hans halv tomme tallerken på gulvet efter middag, eller gav vatterede hud underkejserens kæbe fast slæbebåd før vej ovenpå for natten, følelsen af at noget fortjentder var gået mellem dem var klart for ham.50 rojan forsøgt, i de første måneder, til at blive ude af mastiff vej, men de uundgåeligtkrydset veje: i forbindelse med et måltid, som regel, og hver morgen, når han gik fra verandaen til3.porten, og hver dag, når han gik tilbage mod rasende trang til at bolt underdens øjne.i begyndelsen, da de var alene om aftenen den mastiff ville følge ham indenfor.det ville fange ham på gangen, og sætte ham på væggen med sine store, våde ansigt på55 imod og lugte og lugte ham, så ville det tage et skridt tilbage og bark, indtil en afde voksne kom til at aflyse det: målt, selv, jorden ryster, gør, at rojan følersådan noget i hans bryst var ved at befri sig, bukker under, at fornemme, at hanhavde gjort noget, og