The year Bojan turned 10, his fathe

The year Bojan turned 10, his father was assigned a sentry mastiff called Kaiser, and when his father came back from the front that summer, he brought the dog to live with them.
Bojan had never had a dog. He had spent the duration of his father's military service living with the housekeeper on the northern outskirts of the city, on a shady linden-lined avenue in a house that had belonged to his family for three generations. The housekeeper, Mrs
Senka, was a tired woman with dry yellow hair resembling frayed rope, and she kept mostly to herself, except on Sundays, when she prepared a feast for the women of her congregation. Something about Bojan's excitement concerning the dog's arrival had struck a chord with her, and she had taken him to study the breed catalogue at the library, and to the butcher, so that Bojan himself could pick out the bones he would give the dog.
The mastiff came in a crate with bars on the front. Bojan remembered it being lowered from his father's train, remembered the darkness inside the box. The dog was much larger than he had expected, almost three feet at the shoulder, with a broad skull, wide feet, and a squashed, painted black face. It had flabby rings of skin that rounded out the bottom of its jaw, and the moment it stepped out of the crate Bojan realised that the experience he had been preparing for – the excited, slobbered greeting; interested eyes peering into his plate at the dinner table; a companionable walk in the park after school – had nothing to do with
5
10
15
1
this behemoth. He slid instinctively behind his father, who reached around and pulled him forward by the sleeve so the dog could smell him.
He remembered thorough scrutiny when the big face came close and the air around him drew in and out of the wet muzzle. He remembered it for years afterwards, the sensation of being uncovered, even though, at that time, he wasn't covering anything up at all, wouldn't know for years that there was anything he should be covering up.
Confined to the yard, the mastiff still dominated the neighbourhood. The family's property stretched from the brick wall along the avenue to the hill behind the house, where the creek cut through a small glen before disappearing into the woods, and here the dog had free rein. It made a show of patrolling up and down the grounds and bounding to the fence whenever the neighbour's widow made her daily appearance. Kaiser had a bark you could hear all along the street, and made use of it often; so often, in fact, that the paperboy made his deliveries from across the road and the local children started taking the longer route to school. Within its first month at their house, the dog had killed two of the neighbourhood's alley cats, communal pets for whom the ladies sometimes left out saucers of milk. Mrs Senka would find them under the front porch, necks wrung, spines stiff and twisted, and she would scramble to pull them out before Kaiser clued in to what she was doing and came to interrupt her disposal of his trophies.
In July, he jumped the fence and made off with the widow's champion pug; two weeks later, an old gun dog that lived at the rest-home two blocks over was seriously injured. People complained, but always indirectly, with reluctance, usually at church and in ways that made their concerns seem more like observations than actual grievances. They knew
Bojan's father; they seemed to know better.
Around Bojan's father, the mastiff was keen but subdued, like a retired cannon in a museum. Bojan could picture the two of them on sentry duty: his father, tall and heavy-set, the dog growling like a rusted grate at his side while they performed manoeuvres, or, in some of Bojan's more daring fantasies, searched for mines. This was years before newspaper reports surfaced, years before photographs of barbed-wire compounds and starved men herded into lines. When he saw the two of them together, when his father lowered his half-empty plate on to the floor after dinner, or gave the wadded skin under Kaiser's jaw a firm tug before heading upstairs for the night, the sense of something earned that had passed between them was obvious to him.
Bojan tried, in those early months, to stay out of the mastiff's way, but they inevitably crossed paths: at mealtimes, usually, and every morning when he walked from the porch to
20
25
30
35
40
45
50
2
the gate, and every afternoon when he walked back, fighting the frantic urge to bolt under its eyes. In the early evenings, when they were alone, the mastiff would follow him inside. It would corner him in the hallway and pin him to the wall with its big, wet face pressed against his, and smell and smell him; then it would take a step back and bark until one of the adults came to call it off: measured, even, ground-shaking barks that made Bojan feel like something inside his chest was going to shake loose, buckle under that sense that he had done something and that the mastiff knew, it knew, it knew, and it was trying t

Resultater (Dansk) 1:

År Bojan vendte 10, hans far blev tildelt en vagtpost mastiff kaldet Kaiser, og da Faderen kom tilbage fra fronten, at sommeren, bragte han hund til at leve med dem.Bojan havde aldrig haft en hund. Han havde tilbragt varigheden af faderens værnepligt lever med husholdersken i den nordlige udkant af byen, på et skyggefuldt linden-foret avenue i et hus, der havde tilhørt hans familie i tre generationer. Husbestyrerinde, fruSenka, var en træt kvinde med tørt gult hår ligner flossede reb, og hun holdt for det meste til sig selv, undtagen om søndagen, når hun udarbejdet en fest for kvinder i sin menighed. Noget om Bojans spænding om hundens ankomst havde slog en akkord med hende, og hun havde taget ham til at studere racen katalog på biblioteket, og slagteren, således at Bojan, selv kunne udvælge de knogler, han ville give hunden.Mastiff kom i en kasse med barer på forsiden. Bojan huskede det at blive sænket fra hans far tog, huskede mørke inde i kassen. Hunden var meget større, end han havde forventet, næsten tre fødder på skulder, med en bred skalle, brede fødder og en mast, malet sort ansigt. Det havde slasket ringe af huden, der afrundet ud i bunden af sin kæbe, og i det øjeblik, det trådte ud af kasse Bojan indså, at den erfaring, han havde forberedt sig på – den glade, slobbered hilsen; interesserede øjne skinnede ind i hans tallerken på middagsbordet; en omgængelig gåtur i parken efter skole-havde intet at gøre med510151 Dette monstrum. Han gled instinktivt bag sin far, der nåede omkring og trak ham fremad af ærmet, så hunden kunne lugte ham.Han huskede grundig kontrol, når det store ansigt kom tæt og luften omkring ham trak ind og ud af den våde snude. Han huskede det årevis bagefter, ville ikke følelsen af at være afdækket, selvom på tidspunktet, han ikke var dækker noget op på alle, vide i år, at der var noget han burde være der dækker op. Begrænset til værftet, domineret mastiff stadig nabolaget. Familiens ejendom strakte sig fra mur langs avenue til bakken bag huset, hvor åen skærer sig gennem en lille glen før de forsvinder ind i skoven, og her hunden fik frie tøjler. Det gjorde et show af patruljering op og ned i haven og afgrænser til hegnet, når naboens enke fik sin daglige optræden. Kaiser havde en bark, du kunne høre alle langs gaden, og gjort brug af det ofte; så ofte, i virkeligheden, begyndte at paperboy gjort hans leverancer fra på tværs af vejen og de lokale børn at tage den længere vej til skole. Inden for den første måned på deres hus, havde hunden dræbt to af bydelens alley cats, kommunale kæledyr som damerne undertiden udeladt tallerkener af mælk. Fru Senka ville finde dem under verandaen, hals vredet, pigge stiv og snoet, og hun ville forvrænge at trække dem ud før Kaiser clued hvad hun gjorde og kom til at afbryde sin bortskaffelse af hans trofæer.I juli, han sprang hegnet og lavet ud med enkens champion pug; to uger senere, blev en gammel pistol-hund, der levede på resten-home to blokke over alvorligt såret. Folk klagede, men altid indirekte med modvilje, normalt i kirken og på måder, der gjorde deres bekymringer, synes mere som observationer end faktiske klager. De vidste Bojans far; de syntes at vide bedre.Omkring Bojans far var mastiff opsat men dæmpet, ligesom en pensioneret kanon i et museum. Bojan kunne billedet to af dem på vagtpost vagt: hans far, høj og råt, den hund growling gerne et rustent rist ved hans side, mens de udføres manøvrer, eller i nogle af Bojan's mere dristige fantasier, søgte efter miner. Det var år før avisartikler dukket, år før fotografier af pigtråd-wire forbindelser og hungrende mænd vogtede i linjer. Da han så to af dem sammen, når Faderen sænkede sin halv-Tom tallerken på gulvet efter middag, eller gav have huden under Kaisers kæbe en fast slæbebåd inden du begiver dig ovenpå for natten, var den følelse af noget tjent, der havde passeret mellem dem indlysende for ham.Bojan forsøgte i de første måneder, til at holde sig ude af den mastiff måde, men de uundgåeligt krydsede veje: ved måltiderne, normalt, og hver morgen når han gik fra våbenhus til202530354045502 porten, og hver eftermiddag, hvornår han gik tilbage, kæmper den hektiske trang til at bolt under øjnene. Tidligt om aftenen, da de var alene, ville mastiff følge ham inde. Det ville hjørne ham i gangen og pin ham til væggen med sin store, vådt ansigt presset mod hans, og lugte og lugte ham; så det ville tage et skridt tilbage og gø indtil en af voksne kom til at kalde det: målte, selv, jord-ryste barks, der gjorde Bojan lyst til noget inde i hans bryst skulle ryste løs, spænde at forstand, at han havde gjort noget og at mastiff vidste, det vidste, det vidste, og det forsøgte t

Resultater (Dansk) 2:

Året Bojan vendte 10, hans far blev tildelt en vagtpost mastiff hedder Kaiser, og da hans far kom tilbage fra fronten, at sommeren, han bragte hunden at leve med dem.
Bojan havde aldrig haft en hund. Han havde tilbragt hele sin fars militærtjeneste lever med husholderske i den nordlige udkant af byen, på et lyssky linden-foret avenue i et hus, der havde tilhørt hans familie i tre generationer. Husholdersken, fru
Senka, var en træt kvinde med tørt gult hår ligner flosset reb, og hun holdt det meste for sig selv, undtagen om søndagen, da hun forberedt en fest for kvinderne i hendes menighed. Noget om Bojan s spænding om hundens ankomst havde ramt en akkord med hende, og hun havde taget ham til at studere racen katalog på biblioteket, og til slagteren, så Bojan selv kunne udvælge knogler han ville give hunden.
Den mastiff kom i en kasse med barer på forsiden. Bojan huskede det blive sænket fra sin fars toget, huskede mørket inde i boksen. Hunden var meget større, end han havde ventet, næsten tre fødder på skulderen, med en bred skalle, brede fødder, og en mast, malet sort ansigt. Det havde slasket ringe af hud, der afrundede ud i bunden af sin kæbe, og det øjeblik, den trådte ud af kassen Bojan indså, at den erfaring, han havde forberedt - det ophidset, slobbered hilsen; interesserede øjne peering i hans plade ved middagsbordet; en companionable gåtur i parken efter skole - havde intet at gøre med
5
10
15
1
denne monstrum. Han gled instinktivt bag sin far, der nåede rundt og trak ham frem af ærmet, så hunden kunne lugte ham.
Han huskede grundig kontrol, når det store ansigt var tæt og luften omkring ham trak ind og ud af den våde snude. Han huskede det i årevis bagefter, følelsen af at blive afdækket, selv om dengang, var han ikke dækker noget som helst op på alle, ikke ville vide i årevis, at der var noget, han skulle dække op.
Begrænset til værftet den mastiff stadig domineret nabolaget. Familiens ejendom strakte sig fra mur langs alléen til højen bag huset, hvor åen skære igennem en lille dal før de forsvinder ind i skoven, og her hunden havde frie tøjler. Det gjorde et show af patruljering op og ned de grunde og afgrænser til hegnet når naboens enke gjorde hendes daglige udseende. Kaiser havde en bark du kunne høre alt langs gaden, og gjort brug af det ofte; så ofte, i virkeligheden, at den avisbud gjort sine leverancer fra hele vejen og de lokale børn begyndte at tage den længere vej til skole. Inden for sin første måned på deres hus, havde hunden dræbt to af kvarterets gyde katte, kommunale kæledyr for hvem damerne undertiden udeladt tallerkener mælk. Fru Senka ville finde dem under verandaen, halse vred, pigge stiv og snoet, og hun ville slås for at trække dem ud, før Kaiser klogere på, hvad hun gjorde, og kom til at afbryde sin bortskaffelse af hans trofæer.
I juli, han sprang hegnet og sejlede væk med enkens mester pug; to uger senere, en gammel pistol hund, der levede på resten-home to blokke i løbet kom alvorligt til skade. Folk klagede, men altid indirekte, med modvilje, som regel på kirken og på måder, der gjorde deres bekymringer synes mere som observationer end egentlige klager. De vidste
Bojan far; de syntes at vide bedre.
Omkring Bojan far, den mastiff var ivrig, men afdæmpet, som en pensioneret kanon på et museum. Bojan kunne billede de to af dem på vagtpost pligt: hans far, høj og heavy-sæt, hunden knurrer som en rusted rist ved sin side, mens de udførte manøvrer, eller i nogle Bojan er mere dristige fantasier, søgt efter miner. Det var året før avisartikler dukket op, året før fotografier af pigtråd-wire forbindelser og sultede mænd gennet ind linjer. Da han så de to af dem sammen, da hans far sænkede sin halvtomme plade på gulvet efter middagen, eller gav forede hud under Kaiser kæbe en fast slæbebåd før overskriften ovenpå for natten, følelsen af noget fortjent, der havde passerede mellem dem var indlysende for ham.
Bojan forsøgte, i de tidlige måneder, at holde sig ude af mastiff måde, men de uundgåeligt krydsede stier: ved måltiderne, som regel, og hver morgen, når han gik fra våbenhuset til
20
25
30
35
40
45
50
2
porten, og hver eftermiddag, da han gik tilbage, kæmper den hektiske trang til at bolt under øjnene. I begyndelsen af aftenen, når de var alene, ville den mastiff følge ham inde. Det ville hjørne ham i gangen og pin ham til væggen med sin store, våde ansigt presset mod hans, og lugt og lugte ham; så ville det tage et skridt tilbage og bark, indtil en af de voksne kom til at kalde det off: målt, selv, jord-rystende barks der gjorde Bojan lyst noget inde i hans bryst skulle ryste løs, spænde under den forstand, at han havde gjort noget og at mastiff vidste, det vidste, det vidste, og det forsøgte t

Resultater (Dansk) 3:

året rojan blev 10, hans far var tillagt en vagtpost mastiff kaldet kaiser, og da hans far kom tilbage fra fronten den sommer, han tog hunden med at leve med dem.rojan aldrig havde haft en hund.han havde brugt varigheden af hans fars værnepligt sammen med rengøringsdamen på den nordlige udkanten af byen om en lyssky linden og avenue i et hus, der tilhørte hans familie i tre generationer.husholdersken, mrs.senka, var en træt kvinde med tørre gule hår ligner flosset reb, og hun holdt sig mest for sig selv, men om søndagen, når hun har forberedt en fest for kvinder på sin menighed.noget om rojan er spændende om hunden ankomst havde ramt en akkord med hende, og hun havde taget ham til at undersøge den race katalog på biblioteket, og slagteren, således at rojan selv kunne vælge de knogler, ville han give hunden.den mastiff kom i en kasse med barer på forsiden.rojan huskede det sænkes fra hans far tog, huskede de mørke indeni kassen.den hund var meget større, end han havde forventet, næsten tre meter på skulderen, med en bred kranie, store fødder, og en mast, malet sorte ansigt.den slaskede ringe af hud, der samlede ud i bunden af sin kæbe, og det tidspunkt, hvor den trådte ud af kassen rojan indset, at de erfaringer, han havde forberedt – de spændt, savlet hilsen, interesserede øjne stirre ind i hans mad på bordet; en companionable tur i parken efter skole – havde intet at med5.10.15.1.dette monstrum.han gled instinktivt bag hans far, der var omkring og trak ham frem af ærmet så hunden kunne lugte ham.han huskede en grundig kontrol, når den store ansigt var tæt på og luften omkring ham trak ind og ud af det våde mundkurv.han huskede det mange år bagefter, følelsen af at være udækket, selv om han på det tidspunkt ikke var for noget overhovedet, ikke ved i mange år, at der var noget, han skulle dække op.begrænset til værftet, mastiff stadig domineres i kvarteret.familiens ejendom strakte sig fra den mur langs vejen til bakken bagved huset, hvor bækken skære gennem en lille glen før forsvandt ind i skoven, og her er hunden fik frie tøjler.det var en vis for at patruljere op og ned af den grund og hoppe til hegnet, når naboens enke gjorde hende dagligt udseende.kaiser havde en bark, du kunne høre alle på gaden, og gjort brug af det ofte; så ofte, at du fik sine leverancer fra hele den vej, og de lokale børn begyndte at tage længere rute til skolen.inden for den første måned i deres hus, hunden dræbte to af byens alley cats, kommunale kæledyr, som kvinderne sommetider ud tallerkener af mælk.fru senka ville finde dem på verandaen, halse vredet, rygrad, stiv og forskruet, og hun vil få til at trække dem ud, før kaiser fattede, hvad hun lavede, og kom til at afbryde sin bortskaffelse af hans trofæer.i juli, han sprang over hegnet og stak af med enken er mester, pug. to uger senere, en gammel hund, der boede på plejehjem, to blokke blev alvorligt såret.mennesker klagede, men altid indirekte med modvilje, sædvanligvis i kirken, og på en måde, der gjorde deres bekymringer virker mere som bemærkninger end faktiske problemer.de vidste,rojan far. de var bedre at kende.omkring rojan er far, den mastiff var ivrig, men beskeden, som en pensioneret kanoner på et museum.rojan kunne billede, de to af dem på vagt. hans far, høje og store, den hund knurrer som en rusten rist på hans side, når de udføres manøvrer, eller i nogle af rojan er mere dristige fantasier, ledte i miner.det var år før avisartikler er dukket op, år før fotografier af pigtråd forbindelser og sultede mænd gennet ind i linjer.da han så de to sammen, da hans far sænkede hans halv tomme tallerken på gulvet efter middag, eller gav vatterede hud under kejserens kæbe fast tug inden han op for natten, følelsen af, at noget var gået mellem dem var klart for ham.rojan forsøgt, i de første måneder, til at blive ude af mastiff vej, men de uundgåeligt krydset veje: i forbindelse med et måltid, som regel, og hver morgen, når han gik fra verandaen til20.25.30.354045502.porten, og hver dag, når han gik tilbage mod rasende trang til at bolt under øjnene.i begyndelsen, da de var alene om aftenen den mastiff ville følge ham indenfor.det ville fange ham på gangen, og sætte ham på væggen med sine store, våde ansigt presset mod hans, og lugte og lugte ham, så ville det tage et skridt tilbage og bark, indtil en af de voksne kom til at aflyse det: målt, selv, jorden ryster, gør, at der er noget i hans rojan bryst var vil ryste løs, bukker under for den følelse, at han havde gjort noget, og at den mastiff vidste det, vidste, det kendte, og det var en prøve