Sonnet 130 is the poet's pragmatic

Sonnet 130 is the poet's pragmatic tribute to his uncomely mistress, commonly referred to as the dark lady because of her dun complexion. The dark lady, who ultimately betrays the poet, appears in sonnets 127 to 154. Sonnet 130 is clearly a parody of the conventional love sonnet, made popular by Petrarch and, in particular, made popular in England by Sidney's use of the Petrarchan form in his epic poem Astrophel and Stella.

If you compare the stanzas of Astrophel and Stella to Sonnet 130, you will see exactly what elements of the conventional love sonnet Shakespeare is light-heartedly mocking. In Sonnet 130, there is no use of grandiose metaphor or allusion; he does not compare his love to Venus, there is no evocation to Morpheus, etc. The ordinary beauty and humanity of his lover are important to Shakespeare in this sonnet, and he deliberately uses typical love poetry metaphors against themselves.

In Sidney's work, for example, the features of the poet's lover are as beautiful and, at times, more beautiful than the finest pearls, diamonds, rubies, and silk. In Sonnet 130, the references to such objects of perfection are indeed present, but they are there to illustrate that his lover is not as beautiful -- a total rejection of Petrarch form and content. Shakespeare utilizes a new structure, through which the straightforward theme of his lover’s simplicity can be developed in the three quatrains and neatly concluded in the final couplet.

Thus, Shakespeare is using all the techniques available, including the sonnet structure itself, to enhance his parody of the traditional Petrarchan sonnet typified by Sidney’s work. But Shakespeare ends the sonnet by proclaiming his love for his mistress despite her lack of adornment, so he does finally embrace the fundamental theme in Petrarch's sonnets: total and consuming love.

One final note: To Elizabethan readers, Shakespeare's comparison of hair to 'wires' would refer to the finely-spun gold threads woven into fancy hair nets. Many poets of the time used this term as a benchmark of beauty, including Spenser:

Resultater (Dansk) 1:

Sonet 130 er digterens pragmatisk hyldest til hans uncomely elskerinde, almindeligvis omtales som den mørke dame på grund af hendes dun teint. Den mørke dame, der i sidste ende forråder poeten, vises i sonetter 127 til 154. Sonet 130 er klart en parodi af konventionelle kærlighed sonnet, gjort populær af Petrarca og navnlig gjort populær i England af Sidneys brug af Petrarchan form i hans episke digt Astrophel og Stella. Hvis du sammenligner strofer af Astrophel og Stella til sonet 130, vil du se præcis hvilke elementer af den konventionelle kærlighed sonnet Shakespeare letsindigen spottende. Sonet 130 er der ikke brug af grandiose metafor eller hentydning; han sammenligner ikke sin kærlighed til Venus, der er ingen antydning til Morpheus, osv. Almindelige skønhed og menneskeheden af hans elskerinde er vigtigt at Shakespeare i denne sonnet, og han bruger bevidst typisk kærlighed poesi metaforer mod sig selv. I Sidneys arbejde, for eksempel er funktionerne i digterens elsker som smukke og på tidspunkter, smukkere end de fineste perler, diamanter, rubiner og silke. Sonet 130, henvisninger til saadanne genstande af perfektion er faktisk til stede, men de er der til at illustrere, at hans kæreste ikke er så smuk--en total afvisning af Petrarca form og indhold. Shakespeare udnytter en ny struktur, hvorigennem det ligetil tema i hans kærestes enkelhed kan udviklet i de tre fire og pænt indgået i den endelige kuplet. Således Shakespeare med alle de teknikker, der er tilgængelige, herunder strukturen sonnet, sig selv, til at forbedre sin parodi på den traditionelle Petrarchan sonnet karakteriseret ved Sidneys arbejde. Men Shakespeare ender sonetten ved at proklamere sin kærlighed til sin elskerinde trods sin mangel på pynt, så han endelig omfavne den grundlæggende tema i Petrarcas sonetter: total og forbrugende kærlighed. En sidste bemærkning: at elisabethanske læsere, Shakespeares sammenligning af hår til "ledninger" henviser til fint spundet guld tråde vævet ind i fancy hår net. Mange digtere af tiden brugt dette begreb som en benchmark af skønhed, herunder Spenser:

Resultater (Dansk) 2:

Sonnet 130 er digterens pragmatiske hyldest til hans uncomely elskerinde, der almindeligvis omtales som den mørke dame på grund af hendes dun teint. Den mørke dame, der i sidste ende røber Digteren, vises i sonetter 127 til 154. Sonnet 130 er helt klart en parodi af den konventionelle kærlighed Sonnet, gjort populær af Petrarca og især gjort populær i England af Sidney brug af Petrarchan form hans episke digt Astrophel og Stella. Hvis du sammenligner de strofer af Astrophel og Stella til Sonnet 130, vil du se præcis, hvad elementer af den konventionelle kærlighed Sonnet Shakespeare er lys og helt spottende. I Sonnet 130, er der ingen brug af grandiose metafor eller hentydning; Han sammenligner ikke sin kærlighed til Venus, er der ingen antydning til Morpheus osv ordinære skønhed og menneskeheden af sin elsker er vigtige for Shakespeare i denne Sonet, og han bevidst bruger typiske kærlighed poesi metaforer mod sig selv. I Sidney arbejde, for eksempel funktionerne i digterens elsker er så smukt og til tider smukkere end de fineste perler, diamanter, rubiner, og silke. I Sonnet 130, henvisningerne til disse objekter af perfektion er faktisk til stede, men de er der for at illustrere, at hans kæreste ikke er så smuk - en samlet forkastelse af Petrarca form og indhold. Shakespeare udnytter en ny struktur, hvorigennem ligetil tema i hans elskers enkelhed kan udvikles i de tre quatrains og pænt indgået i den endelige kuplet. Således Shakespeare bruger alle de teknikker til rådighed, herunder Sonnet selve strukturen, for at øge sin parodi af den traditionelle Petrarchan Sonnet præget af Sidney arbejde. Men Shakespeare ender The Sonnet ved at proklamere sin kærlighed til sin elskerinde trods hendes manglende pynt, så han gør endelig det grundlæggende tema i Petrarcas sonetter:. Total og forbrugende kærlighed En sidste bemærkning: Til elizabethanske læsere, Shakespeares sammenligning af hår til 'ledninger "henviser til de fint spundet guld tråde vævet ind fancy hårnet. Mange digtere af tiden brugt denne periode som en benchmark af skønhed, herunder Spenser:

Resultater (Dansk) 3:

En italiensk pæreis 130 er den digter's pragmatiske hyldest til hans uncomely elskerinde, almindeligvis kaldet dark lady fordi hendes dun teint. Den mørke frue, der i sidste ende røber digteren, vises i sonnets 127 til 154. En italiensk pæreis 130 er klart en parodi på den konventionelle elsker en italiensk pæreis, gjort populær af Petrarch og, i særdeleshed,GJORT populær i England af Sidney's brug af Petrarchan form i hans episke digt Astrophel og Stella.

Hvis du sammenligner stanzas af Astrophel og Stella til en italiensk pæreis 130, du vil se, hvad dele af den konventionelle elsker en italiensk pæreis Shakespeare er halvhjertet hånlige. I en italiensk pæreis 130, er der ingen brug af storladne metaforer eller hentydning; han ikke sammenligne hans kærlighed til Venus.Der er ingen antydning af Morpheus osv. Den almindelige skønhed og menneskeheden i hans kærlighed er vigtigt at Shakespeare i en italiensk pæreis og han bevidst bruger typisk elsker poesi metaforer mod sig selv.

I Sidney's arbejde, f. eks. i poet's lover er lige så smukke og til tider meget smukkere end den fineste perler, diamanter, rubiner, og silke. I en italiensk pæreis 130Henvisninger til disse objekter til perfektion er til stede, men de er der for at illustrere, at hans kærlighed er ikke så smukke -- en total forkastelse af Petrarch form og indhold. Shakespeare anvender en ny struktur, hvorigennem den enkle tema i hans lover's enkelthed kan udvikles i de tre quatrains og pænt indgået i den endelige couplet.

Således,Shakespeare bruger alle tilgængelige teknikker, herunder en italiensk pæreis struktur sig, for at styrke hans parodi på den traditionelle Petrarchan en italiensk pæreis præget af Sidney's arbejde. Men Shakespeare ender med en italiensk pæreis ved at proklamere hans kærlighed til hans elskerinde trods hendes manglende udsmykning, så han endelig tage det grundlæggende tema i Petrarch's sonnets: total og tidskrævende kærlighed.

En slutbemærkning:Til Elizabethanske læsere, Shakespeare's sammenligning af hår til 'ledninger' refererer til den fint spundet guld tråde vævet ind i fancy hårnet. Mange digtere i den tid brugte dette udtryk som benchmark af skønhed, herunder Spenser: