This sonnet attempts to define love

This sonnet attempts to define love, by telling both what it is and is not. In the first quatrain, the speaker says that love—”the marriage of true minds”—is perfect and unchanging; it does not “admit impediments,” and it does not change when it find changes in the loved one. In the second quatrain, the speaker tells what love is through a metaphor: a guiding star to lost ships (“wand’ring barks”) that is not susceptible to storms (it “looks on tempests and is never shaken”). In the third quatrain, the speaker again describes what love is not: it is not susceptible to time. Though beauty fades in time as rosy lips and cheeks come within “his bending sickle’s compass,” love does not change with hours and weeks: instead, it “bears it out ev’n to the edge of doom.” In the couplet, the speaker attests to his certainty that love is as he says: if his statements can be proved to be error, he declares, he must never have written a word, and no man can ever have been in love.

Resultater (Dansk) 1:

Denne sonnet forsøg på at definere kærlighed, ved at fortælle både hvad det er og ikke. I den første quatrain, taleren siger, at kærlighed — "ægteskab af ægte sind" — er perfekt og uforanderlige; det ikke "indrømme hindringer", og det ændrer ikke når det finde ændringer i den elskede. I det andet quatrain, taleren fortæller hvad kærlighed er gennem en metafor: en ledestjerne til tabte skibe ("wand'ring barks"), som ikke er modtagelige for storme (det "ser på uvejr og er aldrig rystet"). I den tredje quatrain, taleren igen beskriver, hvad kærlighed er ikke: det er ikke modtagelige for tiden. Selvom skønhed falmer i gang som rosenrøde læber og kinder kommer inden for "sin bøjning segl kompas", kærlighed ændrer ikke med timer og uger: i stedet, det "bærer det ud ev'n til kanten af doom." I couplet, attesterer taleren hans visheden om, at kærlighed er som han siger: Hvis hans udtalelser kan bevises for at være fejl, han erklærer, han skal aldrig har skrevet et ord, og ingen mand kan nogensinde har været forelsket.

Resultater (Dansk) 2:

Denne Sonet forsøger at definere kærlighed, ved at fortælle både hvad det er og ikke er. I den første quatrain, taleren siger, at Love- "ægteskab sande sind" -er perfekt og uforanderlig; det ikke "indrømme hindringer", og det ændres ikke, når det finder ændringer i den elskede. I den anden quatrain, højttaleren fortæller, hvad kærlighed er gennem en metafor: en ledestjerne for tabte skibe ( "wand'ring barks"), der ikke er modtagelige for storme (det "ser ud på uvejr og aldrig rystet"). I tredje quatrain, højttaleren igen beskriver, hvad kærlighed er ikke: det er ikke modtagelig for tiden. Selvom skønhed svinder i tid som rosenrøde læber og kinder kommer i "hans bøjning segl kompas," kærlighed ikke ændre sig med timer og uger: i stedet, det "bærer det ud ev'n til kanten af ​​undergang." I mundheld, den højttaler vidner til hans sikkerhed for, at kærlighed er, som han siger: hvis hans udtalelser kan bevises at være fejl, han erklærer, at han må aldrig have skrevet et ord, og ingen kan nogensinde har været forelsket.